Én af de mest udbredte regler indenfor indretning gælder ikke længere

Vi har taget en gængs indretningsregel op til revision og dommen lyder, at den skal skrottes. Se bare de fine eksempler, der trodser den.

Indretning, træ, indretningsregler
© Anitta Behrendt, Styling Julie Løwenstein

Du har sikkert hørt, at det ikke er en god ide at blande forskellige træsorter, da det kan give et rodet udtryk.

Men faktisk kan forskellige sorter og finish være med til at gøre din indretning spændende og unik.

Hvis du gerne vil introducere flere forskellige elementer med træ i din indretning, men ikke helt ved hvor og hvordan du skal starte, har vi samlet en række inspirationsbilleder og tips til hvordan du kommer i gang med at jonglere med lyst og mørkt træ derhjemme.

Bryd med tæpper

Tæpper er som en hemmelig ingrediens, når man skal indrette med træ, især hvis du har trægulve. Ved at placere et tæppe under dine træmøbler, kan det virke samlende og gøre overgangen mellem forskellige toner af træ nemmere.

Hav ét møbel med flere toner

En af de nemmeste måder at blande træ, er ved at have et møbel der i forvejen har flere toner. På den måde virker blandingen mellem de forskellige arter helt naturligt, da det i forvejen er blandet i et møbel.

Brug dekorationer til at skabe balance

Lad de udvalgte træsorter i dit møbelvalg gå igen i tilbehøret, som du kan bruge til at skabe balance mellem lyst og mørkt. Det gør du ved at placere tilbehør af samme træsort væk fra møblet af samme træ og ditto med andre træsorter, så du på den måde får en balance i rummet, som nedenfor, hvor rammer og spisebord i lyst træ har en vis afstand og det samme gælder for konsolbordet og de fine kurve på væggen.

Brug andet end træ

Træ er smukt, men det kan også hurtigt føles som om du er endt i en hytte på fjeldet. Mix derfor også andre overflader ind med dine træmøbler. Det kan for eksempel gøres ved at male benene på et træbord, eller have skabe i en malet farve ved siden af dine træmøbler. Men også stål eller glas får træet til at komme til sin ret.