Pernille manglede flot, praktisk opbevaring til sko i sin lille entré - se hendes cool løsning
Selvom det vrimler med smukke skabe i moderne fransk flet, rotting og bambusflet, er det lettere sagt end gjort at finde det perfekte skab til en lille københavnerlejlighed. Især hvis skabet skal være til sko.
Det fandt Pernille ud af, efter hun i lang tid havde ledt efter en erstatning af sit hvide skoskab i plastik, som hverken kunne rumme både hendes og kærestens sko og passede til resten af lejlighedens indretning.
Derfor tog Pernille sagen i egen hånd og byggede et skoskab, som både er skræddersyet til den lille lejlighed, parrets indretningsstil og alle deres sko - tre fluer med ét smæk!
Både trendy og praktisk
Pernille vidste, at hun gerne ville have et skoskab, som følger trenden med flet, men samtidig ville hun gerne kunne gemme skoene væk, og det er svært med eksempelvis fransk flet og rotting, som man kan se igennem. Hun kom derfor op ned en noget alternativ løsning - nemlig at lave lågerne med en bambusmåtte. Resultatet er Pernille lykkelig for, og så er det endda budgetvenligt.
Der er plads til 20 sko i skoskabet, og det er lavet for i alt 650 kr.
Sådan laver du et skoskab
VÆRKTØJ
- Stiksav
- Nedstryger
- Sandpapir
- Skruer
- Søm
- Kramper
- Hammer
- 2 x Magnetlåse
- 4 x Kanthængsler
- Vinkelmåler eller geringskasse til at skære pyntelisterne i smig
MATERIALER
- Måtte i bambusflet 120 x 70 cm. (Pernille købte en måtte i str. 120 x 180 cm.)
- Spraymaling 3 dåser
- Bjælker på 2 x 5 cm - heraf:
- A: 2 x 135 cm (højde inklusiv ben)
- B: 2 x 120 cm (højde)
- C: 4 x 13 cm (dybde)
- D: 4 x 66 cm (bredde)
- E: 14 x 14 cm (hyldebærer)
- 1 x 116 cm (midtersprosse)
- 4 x 120 cm (rammer til låger)
4 x 25 cm (rammer til låger)
Spånplader på 12 mm - heraf:
- 1 x 120 cm x 70 cm (bagbeklædning)
- 2 x 120 cm x 24,2 cm (sidebeklædning)
- 1 x 26,2 cm x 72,4 cm (topbeklædning)
- 1 x 24,2 cm x 72,4 cm (bundbeklædning)
7 x 66 cm x 21 cm (hylderne)
Pyntelister heraf:
- 4 x 120 cm
- 4 x 35 cm
LÆS OGSÅ Skoskabe: 10 smarte løsninger (der ikke er Ikeas Trones)
Sådan bygger du skabets skelet
Inden du går i gang med at samle skabet, er det en god idé at skære alle bjælker, lister og spånplader til i de rigtige mål og slibe dem. Skriv eventuelt mål og bogstaver på alle stykkerne, så du nemt ved, hvad der skal sættes sammen.
- Byg skelettet ved at skrue to B- og to D-stykker sammen, så de danner et rektangel. Sæt skruerne som vist på tegningen (markeret med rød plet).
- Monter alle fire C-stykker på rektanglet med skruer.
- Byg forsiden af skelettet ved at skrue A- og de sidste to D-stykker sammen. Husk, at de nederste 15 cm af A stykkerne er skabets ben.
- Skru forsiden af skelettet sammen med C stykkerne.
Sådan monterer du skabets hylder
- Skru E-stykkerne fast på A- og B-stykkerne på skabets inderside. Pernille lavede sit skoskab med forskellige afstande mellem hylderne, så der både var plads til støvler og sko. Afstanden mellem hylderne på Pernilles skoskab er:
- 14,5 cm (de øverste fire hylder)
- 12 cm (de midterste tre hylder)
21 cm (den nederste hylde)
Når alle E-stykkerne er skruet fast, sømmer du spånplader i målene 66 cm x 21 cm fast oven på E-stykkerne
- Monter midtersprossen, som lågerne skal lukke imod, med skruer
TIP skær 4 cm af bjælken til midtersprossen, så den kun er 1 cm bred - så er der bedre plads til sko, og magnetlåsene passer bedre til lågerne.
Sådan laver du skabslågerne
Til hver låge skal der bruges to korte bjælker på 25 cm og to lange bjælker på 120 cm. Det er en god idé at male både bjælker og pyntelister, inden lågerne samles.
- Skru bjælkerne sammen, så de korte stykker er mellem de lange stykker og danner et rektangel.
- Skær bambusmåtten til, så du har to stykker i målene 34 cm x 119 cm
- Hammer stykkerne af bambusmåtte fast på lågerne med kramper (eller en kraftig sømpistol). Det er vigtigt at holde stykkerne godt udspændt, så de ikke folder
- Skær pyntelisterne i smig med en geringskasse eller vinkelmåler og nedstryger
- Søm pyntelisterne fast
Sådan samler du skabets ydersider
- Mal spånpladerne
- Søm bagbeklædningen fast
- Søm sidebeklædningen fast, så den flugter med både for- og bagside
- Søm toppen fast, så den flugter med bagsiden
- Sav huller i bundbeklædningen, så der er plads til skabets to ben
- Søm bundbeklædningen fast
Sådan monterer du lågerne
- Skru hængslerne fast på indersiden af skoskabet og lågerne, så hængslerne er skjult
- Skru magnetlåsene fast på midtersprossen og på lågerne, for at sikre at skabet forbliver lukket
OBS Hver låge skal være en anelse smallere end halvdelen af skabets bredde. Er de ikke det, vil du ikke have plads til at åbne skabet.