Få en rummelig kolonihave for kun 3.000 kr.
Byg en lang, behagelig bænk, der kan rumme hele familien og skabe ekstra plads til både at hygge, sove og opbevare jeres ting. Stylist Sidsel Zachariassen viser her, hvordan du gør.
FØR
Idéen med en bænk til opbevaring og hygge i kolonihuset var god, men bænken var desværre ikke stor nok til at rumme familiens behov.

EFTER
Tine og hendes familie bor hele sommerhalvåret i et skønt kolonihavehus. Selve huset er meget småt, men de har en skøn, rummelig udestue, hvor der er plads til hele familien. Tine har dog haft lidt svært at indrette den optimalt. Senest har hendes far bygget en bænk til dem. Den fungerer ikke helt og er lidt for lille til det store rum. Stylist Sidsel Zachariassen foreslår, at de laver bænken både dybere og længere. På den måde bliver gulvpladsen udnyttet bedre, og bænken bliver meget hyggeligere at sidde i.
Der bliver syet en tyk hynde, så familien samtidig kan bruge den til sove på. Det store verdenskort får lov til at blive hængende, og farverne i resten af rummet er inspireret af kortet. Små taburetter bliver malet, så de kan bruges som ekstra stole, og et par bogkasser kommer op på væggen i stedet for den lange, hvide hylde. Da huset kun bliver taget i brug om sommeren, er det oplagt at finde et skønt, sommerligt stof med for eksempel sommerfugle på og kombinere det med ensfarvet, mere køligt stof for at skabe balance i udtrykket. Små sommerfugle går igen i knapperne på de enkle puder. Tine er rigtig glad for resultatet og især den nye, lange bænk.
“Jeg kan godt se nu, at bænken var for smal. Det giver noget helt andet til rummet med en dyb, lang bænk. Nu kan hele familien være her,” siger Tine.

Den enkle, blå stoffarve skaber ro i rummet og er en smuk kontrast til de mere romantiske elementer i kolonihavehuset. Bogkasserne er malet i ‘Flod’ og taburetten i ‘Sommer’. Begge fra Dyrup
Det gamle landkort på væggen er brugt som inspiration til farvepaletten i resten af det hyggelige rum.

TIP Betræk dine egne knapper. Det er nemt, giver kontrast til en enkel pude og er en sjov detalje. Knap, 20 kr., Stof & Stil.
REGNING:
Madras, 2 stk., Ikea, 798 kr.
Bogkasser, 2 stk, Trævarefabrikernes Udsalg, 378 kr.
Bogkasse, Trævarefabrikernes Udsalg, 269 kr.
Stof, puder og knapper, Stof & Stil, 550 kr.
Lampe, loppefund, 40 kr.
Mdf, Silvan, 380 kr.
Maling, Dyrup, 350 kr.
Taburet, 2 stk., Trævarefabrikernes Udsalg, 498
I alt: 3.263kr.
