Få ekspertens 4 bedste tips, når du vil bruge farver i din indretning
"Maling er den nemmeste måde at få skabt helhed og stemning i dit hjem," lyder det fra Sidsel Zachariassen, som har mange års erfaring med at indrette for både private og firmaer. Her får du hendes bedste tips og tricks til, hvordan du indretter med farver.
Om Sidsel Zachariassen Sidsel er stylist og indretningskonsulent med firmaet Zachariassen Indretning og laver både indretninger for private og firmaer samt boligreportager til Bolig Magasinet.
Lav larm på en rolig base
– Maling er den nemmeste måde at få skabt helhed og stemning i dit hjem. Og det er dine farvevalg, der har den største effekt. En god metode er at lægge ud med en rolig base med tone i tone-farver på vægge, skabe og andre store overflader. Så kan du lave larm andre steder. Og husk, at din base ikke behøver at være hvid. Fx er en varm grå et godt udgangspunkt. Det er flot at have en grundfarve, som går igen flere steder.
LÆS OGSÅ Sådan former farver dit hjem.
Leg med farver på en ny måde
– Mal både døre, vinduer og paneler i farver. Du kan vælge at male det hele i samme farve, lege med tonerne, eller du kan vælge en anden farve på panel og døre. Mal gerne sorte detaljer, fx lister eller dørhåndtag, for at stramme lidt op, da det giver en flot kontrast til de mange farver.
Kontrasterne skal være i orden
– Sørg for, at de kontraster, du vælger i dit hjem, er af ordentlig kvalitet. Hvis du vil skabe modspil til din base med fx en enkelt farvet stol, farvede sofapuder eller et stort maleri, så skal du være sikker på, at det spiller, for det er det, både du og dine gæster vil komme til at kigge mest på.
Køb masser af farveprøver
– Man kan nemt blive grebet af en trang til at male om, og så kan det ikke gå hurtigt nok, men det ender tit galt. Og så kan du risikere at blive farveforskrækket. Derfor er det vigtigt, at du henter en masse farveprøver. Og et godt tip er at holde dig til de farver, som malerfirmaerne har valgt ud til deres farvekort. De ved, hvad der fungerer.