Forkæl din facade
Kan facaden fornys uden større banklån? Få svaret her + en masse andre tip til budgetvenlige facadefornyelser
Forkæl din facade
Artiklen er lavet i samarbejde med Michael Vork. der er udddannet arkitekt, murer og bygningskonstruktør og driver sit eget arkitekt- og byggefirma. Her får du hans bedste tip til udendørs fornyelser, som både er flotte og økonomisk fornuftige at gennemføre. Du kan læse mere om Michaels brede erfaring inden for bygge og ombygning på michaelvork.dk.
Se Michael Vorks bolig i reportagen: En rigtig lækker type
Forkæl din facade
Bor du i et ældre typehus af mursten, kan en pudsning af facaden give det et gevaldigt ansigtsløft. Og husets værdiforøgelse vil formentlig langt overstige udgiften til pudseoperationen.
Har du flere penge på budgettet, vil de være godt givet ud på nye, energirigtige vinduer. Sammen med den nypudsede, ensartede overflade vil de få huset til at fremstå indbydende og supermoderne.
Kan man selv pudse sit hus?
Michael Vork: Det er fysisk meget krævende at pudse og håndværksmæssigt svært. Den tykke puds, som gør overfladerne helt glatte, bør man som uøvet holde sig fra. Også den tynde puds, også kaldet vandskuring eller filsning, er krævende. Men den er ikke umulig at udføre for den lidt øvede.
Ekspert-tip: Sådan pudser du- Rens facaden for grøn vækst, løs puds og andet.
- Reparer huller med fugemørtel.
- Søg rådgivning i byggemarkedet for valg af materialer.
- Smør mørtlen på, og puds i store cirkelbevægelser.
- Lad det tørre nogle minutter, og puds med en svamp.
- Når pudsen er tør, kan den males i en smuk farve.
Ny eller ny gammel dør?
Der er ingen grund til at udskifte en yderdør, blot fordi den er utidssvarende eller slidt. Med grundig afvaskning, afslibning og maling kan døren blive så smuk som ny. Skift også grebet, hvis du ønsker en total fornyelse.
Tip: Dejlige døre
Besøg www.genbyg.dk, www.skave-nedbrydning.dk og www.jkgenbrugscenter.dk, hvis du er på jagt efter en fin brugt yderdør.
Mal dit hus
Mal dit hus
Almindeligt udvendigt (og indvendigt) malerarbejde er den konto, de fleste har mulighed for at spare rigtig mange penge på ved at gøre det selv. Der er dog et par råd, som er gode at følge, hvis arbejdet skal give størst bonus: Lad være med at eksperimentere for meget med farvevalget. Det kan du gøre med sofapuderne i stuen. Husfacaden skal se appetitlig ud i mange år, både i forhold til et eventuelt salg, og fordi du ikke orker at male den igen efter blot to år.
Tip: På www.dyrup.dk under ‘Inspiration og vejledning’ kan du indsætte fotos af dit hus og prøvemale det i cyberspace. ‘Mal dit hus med din mus’ hedder funktionen, og med den kan du teste alle farver i Dyrups udendørsprogram på din egen husfacade. Smart!
Kan man male direkte på mursten?
Michael Vork: Det kan jeg ikke anbefale. Det kommer nemt til at virke som en halv løsning. Med andre ord: Det er ikke her, man skal spare! Den løbende vedligeholdelse af facaden - såsom afskalninger af sten og huller i fugerne - bliver også yderligere kompliceret, hvis der er malet direkte oven på murværket.