Fra rod til rydeligt: Sådan gør du hjemmet klar til gæster på 15 min.
Med disse 7 trin i baghovedet, kan du altid sige ja til ikke-planlagte besøg.
7 trin, der gør hjemmet klar til gæster
Stresser du altid rundt, inden gæsterne kommer? Eller har du et familiemedlem, der elsker at kommer forbi med meget (!) kort varsel?
Så har du stensikkert prøvet at løbe panisk rundt i hjemmet og hverken gøre til eller fra, fordi alt er uoverskueligt. Men der er nogle ting, som gæsterne lægger mere mærke til end andre, og det er selvfølgelig dem, du skal fokusere på.
1: Neutraliser ildelugtende, indelukket luft!
Det allerførste, du gør, er at åbne alle vinduerne, så luften rigtig kan trænge ind. Dine gæster vil som det første lægge mærke til lugten, når de træder ind ad døren. Sørg derfor for, at der er et behageligt indeklima. Så er du allerede godt på vej! Vil du være ekstra tjekket, så vrid en klud op i Ajax og læg den på en varm radiator, når årstiden er til det. Det vil om ikke andet få dit hjem til at dufte rengjort.
2: Få opvask og tøjvask i nul
Fjern alt gammel og brugt service. Meget gerne ned i opvaskemaskinen, men hvis du ikke har én, bliver du nødt til at vurdere tiden. Det kan enten blive til en lyn-opvask eller den hurtigere (mere klamme) løsning - ind i et skab, som du med 100% sikkerhed ved, at dine gæster ikke åbner. Men HUSK at tage det ud af skabet, når gæsterne er gået og gå igang med opvasken!
3: Fjern støv på strategisk vis
Nu til overfladerne. Kør en klud over alle de borde, skabe og skænke, som gæsterne skal forbi og eventuelt kan finde på at lægge en hånd på. Hvis overfladerne ser rene og rydelige ud, kan det snyde øjet til at tro, der er rent i hele hjemmet.
4: Sørg for en skinnende kumme!
Nu skal du en tur ud på badeværelset. Tjek først og fremmest at toilettet er rent, hvis ikke skal det prioriteres! Herefter kører du lige en glasrens hen over spejlet så tandpasta- og vandpletter forsvinder. Dine gæster vil uden tvivl lægge mærke til disse ting, og det kan derfor være afgørende for, om de synes, du er et sjuskehovede eller ej.
5: Fjern de værste nullermænd
Hvis du ikke kan huske, hvornår du sidst har støvsuget, så er det nok en god idé at gribe ud efter fejebakken og lige løbe hjørnerne rundt. Du har garanteret ikke tid til at støvsuge, så derfor må du vælge den næstbedste løsning. Du skal prioritere de rum, som gæsterne kommer til at opholde sig mest i.
LÆS OGSÅ: 33 af de bedste vasketøjskurve og lige den, der passer til dit behov
6: Ret pynten an
Nu er du kommet til de helt små ting, der sætter prikken over i'et og gør dit hjem rent og rydeligt (uden at det nødvendigvis er sandt). Ryst puderne godt og grundigt, så de ser indbydende og luftige ud. Det skal helst gøres udenfor, så du ikke støver mere i hjemmet.
7: Afled opmærksomheden
Sidste step er for at fjerne fokus fra din ikke så gennemførte rengøring. Sæt kaffe over eller åbn en flaske vin. Duften og hyggen vil fylde meget mere end den morgenmadstallerken, du glemte at få af vejen, inden det ringede på.