Glæd dig! Sofie Linde laver eget boligprogram
Sofie Linde afslører, at hendes nyeste boligprojekt bliver omdrejningspunktet i et nyt tv-program.
Der er godt nyt til alle indretningsentusiaster og fans af Sofie Linde.
Den vellidte tv-vært med ben i næsen har kastet sig over sit fjerde renoveringsprojekt med sin bedre halvdel Joakim Ingversen.
Og denne gang bliver det til et tv-program!
Det afslører X Factor-værten på sin boligdedikerede Instagram-profil@lindes_hus.
“Well hello. I’ve got news. Flere har spurgt om der ikke kommer et program om vores renovering på Long Island. Og det gør der, sørme så,” lyder det i et post fra Linde selv.
Linde og Long Island
Programmet kommer til at kredse om renoveringen af et noget medtaget hus i Snøde på Langeland, som parret har købt, efter det har stået tomt i mange år.
Huset er 220 kvm stort, mere end 130 år gammelt og uden tvivl et renoveringskrævende køb.
"Det har stået tomt og manglet kærlighed. Det får det masser af i disse dage. Vi knokler, og det bliver så fedt. Jeg glæder mig til, at invitere jer med i processen snart (...) vi faldt pladask for en bunke mursten med masser af historie," lyder det fra Sofie Linde på Instagram ledsaget af en masse detaljebilleder af huset, som viser, at der er meget at rette op på, men at husets storhedstid må have været i en liga for sig!
Programmet har endnu ikke en planlagt premieredato og navnet er heller ikke på plads. Men det har Lindes følgere heldigvis mange interessante bud på (inkl. mellemrubrikken herover).
Blåt gulv og blomsterdør
Hvordan, parret griber an at renovere det historiske hus, er endnu noget, vi har til gode at se i sin helhed, men allerede nu tør vi godt sige, at det bliver farverigt og helt unikt - præcis som parrets villa uden for København og lejligheden før det.
En dør er allerede blevet dekoreret med de fineste blomster af samme kunstner, som har dekoreret parrets villa med abstrakter ansigter overalt på murværket.
En test af forskellige behandlinger af trægulvet, som Linde har delt, antyder, at gulvet i huset måske ender med at blive blåt.
Uanset hvad det ender med, glæder vi os til at tænde flimmerkassen og se resultatet!