Forvandl din telefon til din personlige indretningsarkitekt med disse 6 apps
Din telefon kan vise sig at være et af de vigtigste værktøjer, når du skal indrette et nyt rum.
Mange beslutninger skal træffes, når du skal i gang med at indrette et rum.
Oddsne for, at du har fejlvurderet noget i indretningen på et eller andet tidspunkt er ret store. Selv hvis du hører til skaren af professionelle.
For selvom du laver moodboards og plantegninger er det ikke alt, du kan forudse præcis, hvordan vil tage sig ud, før du står foran det færdige resultat.
Tænk bare på sidste gang, du skulle male en væg.
Var effekten præcis, som du havde forestillet dig? Eller var den måske mere overvældende eller slet ikke alt det, du havde tænkt?
Vi har testet 6 forskellige indretningsapps, der på hver deres måde gør det nemmere at forudse resultatet af din indsats.
Find mobilen frem, hop på wifi og gør klar til at opgradere din smartphone til din personlige indretningsarkitekt.
DecorRaid - Swipe dig til dit næste møbelmatch
Tinder for møbler. Det er den nemmeste måde at beskrive app'en DecorRaid på.
I stedet for mennesker er det møbler fra mange forskellige anerkendte og upcoming brands, du kan matche med ved at swipe til enten højre eller venstre. Herefter kan du sammensætte møblerne på forskellige moodboards, som det giver mening for dig. Det er en sjov og anderledes måde at opdage nye brands og møbler på, som du måske ikke havde fået øjnene op for ellers. Via appen kan du blive ledt videre til en webshop, hvor du kan købe det, du forelsker dig hovedkulds i.
Inspiration ⭐⭐⭐
Brugbarhed ⭐⭐⭐⭐
Brugervenlighed ⭐⭐⭐⭐
Du kan downloade appen her.
Nordsjö Visualizer DK – mal med et klik
Har du svært ved at tage en beslutning om farven på væggen, fordi det alligevel er en ret stor opgave at male alt over, hvis du ikke bryder dig om resultatet, så har du fundet løsnignen her!
Tag et billede af dit rum, vælg farve og se resultatet i app'en, inden du overhovedet har været hos farvehandleren.
Mange brands har forsøgt sig med at skabe en app, der kan netop dette, men denne er vores favorit, fordi Nordsjös version både har virtuel malertape, så du kan rette grænserne til, hvis nu det automatiske resultat rammer ved siden af. Og fordi rummets skygger også ses på de steder, hvor app'en har malet for dig. Billedet er altså langt mere retvisende for det endelige resultatet end mange andre apps, hvor farven er helt ensartet uanfægtet lyset.
Ud over malefunktionen kan du også bruge app'en som en slags Shazam for farver og finde et farvematch, hvis du støder på en farve ude i verden, du er vild med, men ingen lige kender navn eller farvekode på den. Desuden kan mængdeberegneren også kalkulere, hvor meget maling du vil skulle bruge, hvis du har væggen(e)s mål.
Inspiration ⭐⭐⭐⭐
Brugbarhed ⭐⭐⭐⭐⭐
Brugervenlighed ⭐⭐⭐
Danish Design AR – indret dit hjem med designklassikere
Drømmer du om en skøn Arne Jacobsen stol, en smuk Verner Panton lampe eller et lækkert Finn Juhl bord? Måske drømmen ikke er så langt væk. Med denne app kan du få møblerne virtuelt på besøg i dit hjem, og se dem i dit hjems eget kontekst.
Du skanner dit gulv med dit kamera, og når appen har registreret rummet, kan du indsætte det valgte møbel.
Appen giver dig mulighed for at vælge, rotere og indsætte møbler fra et katalog af danske klassiske designermøbler i din egen stue, så du nemt kan forestille dig, hvordan det vil se ud i virkeligheden - og om det er et møbel du skal investere i.
Inspiration ⭐⭐⭐
Brugbarhed ⭐⭐⭐⭐
Brugervenlighed ⭐⭐⭐
Download appen her.
Læs også: Tag det første skridt mod din drømmeindretning: Sådan laver du et moodboard
Photo Measures – værktøj lige ved hånden
Denne app er ikke møntet på indretningsinspiration, men som en meget brugbar og kærkommen håndsrækning til dit fremtidig jeg på møbeljagt. Med appen kan du nemlig tage et billede af dine rum og indskrive målene på alt, så du altid har dem lige ved hånden, hvis du er ude og shoppe møbler og er i tvivl om, om de kan være der eller ej eller hvor meget tapet, du skal bruge og lignende.
Titlen på appen er måske lidt misvisende – der kan nemlig ikke måles direkte i appen. Det er dig selv der skal måle dine vægge, dine køkkenlåger, eller hvad du ellers har i rummet. Det smarte er, at du skriver dem ind på billedet, så du altid har det lige ved hånden og ikke overser noget i din opmåling.
Appen er nem at bruge. Tag et billede og indskriv de mål, du har brug for. Med en automatisk zoom funktion gør den det muligt at lave optegningerne meget præcist, hvilket er en stor fordel.
Inspiration ⭐⭐
Brugbarhed ⭐⭐⭐⭐
Brugervenlighed ⭐⭐⭐
OBS Appen findes både i en gratisversion og i en købeversion der koster 59 kr. Fordelen ved den betalte version er, at du har mulighed for at tage billeder af flere rum end to, og samtidig undgår du, at billederne, hvis du eksporterer dem, kommer med vandmærker på.
Download appen her.
Magicplan – en plantegning af dit hjem
Med appen Magicplan kan du lave en plantegning af dit nuværende hjem eller dit kommende byggeprojekt. Du kan ned til mindste detalje bestemme, om du laver kælder, stueplan eller første sal, hvor store dine rum skal være, hvor der skal være døre og vinduer, og hvor møblerne skal stå – og alt sammen med mål. Derfor er appen med til at give et rigtig godt overblik, hvis du er i gang med at udtænke dit drømmehus, eller hvis du skal finde ud af, om du har plads til din drømmesofa i stuen. Appen har også en funktion der gør, at du kan se din plantegning i 3D.
Du kan ændre i plantegningerne både på hele etagen og i hvert specifikt rum, hvilket gør, at du kan lave det hele meget præcist, og lige som du vil have det.
Desuden har app'en en scanningsfunktion, som skulle gøre det nemmere at få en plantegning af dit hjem, men den fungerer ikke optimalt.
Inspiration ⭐
Brugbarhed ⭐⭐⭐⭐
Brugervenlighed ⭐⭐⭐
Download appen her.
Morpholio board – Sammensæt dit eget moodboard
Morpholio er det perfekte supplement til Pinterest. Med Morpholio Board kan du lave dine egne mood boards i et mere frit format, hvor du kan lade alt fra egne billeder, billeder af interiør, tapeter, farver, tekst, tegning og meget mere indgå, som professionelle gør det med moodboards i den virkelige verden. Her er du altså ikke bundet af et fast, firkantet format som med Pinterest og hvis du vil, kan du lade dit board bestå udelukkende af tapetudklip, farveklatter eller andet knap så fuldendt og fastlåst, som billederne på Pinterest.
Denne app bringer altså mere af dine skaberevner og kreativitet i spil og kan således også blive endnu mere efter dit hoved i sammensætningen.
Brug app'en til at skabe stemnings og stil-mood boards over specifikke rum eller din generelle stil for at blive skarpere på, hvad den helt konkret er.
Inspirerende ⭐⭐⭐⭐⭐
Nyttighed⭐⭐⭐⭐⭐
Brugervenlighed⭐⭐⭐⭐
Download appen her.