Gør som Sofie for at opnå et harmonisk udtryk, der ikke bliver kedeligt
Var du også én af dem, der elskede Sofies fine hjem? Så får du hendes bedste tips til stilen lige her.
I var mange der læste med, da vi viste Sofie Lysholm Jepsen og Søren Runges stilsikre hjem med strejf af pasteller, patchwork og grå gulve.
Blev du også inspireret til at indrette dig med fine farver, uden de overtager hele indretningen, så får du her Sofies 4 bedste tips til indretning, som skubber dig godt på vej.
1. Skab en neutral base
Hvide vægge og grå gulve er en genial vej til at skabe et gennemført udtryk i dit hjem. Det er nemt, supereffektivt og skaber en neutral base, der giver dig mulighed for at lege med farverne på møbler, tekstiler og kunst.
2. Skab sammenhæng med farver
Du kan sagtens have mange farver i dit hjem, uden at udtrykket bliver rodet eller uroligt. Hold dig som Sofie til få farver, og sørg til gengæld for, at de går igen i alle rum. Det skaber ro og et sammenhængende look.
3. Leg med puderne
Vil du understrege den farveholdning, du har valgt, så er puderne på sengen eller i sofaen et godt sted at starte. De er lette at skifte, og du kan lynhurtigt prøve en ny tone eller et nyt mønster af og se, om det passer ind.
4. Miks & match
Er du faldet for et møbel i en smuk farve? Lad toner af samme farve gå igen i nips og tekstiler. Se bare, hvordan Sofie har gentaget de gråblå toner fra sofabordet i sofapuden, vægtæppet og lampen.