Guide til den bedste kaffe og kage i København
Vi vil gerne bruge efteråret på at få varmen på hyggelige caféer i København. Derfor har vi lavet en guide med vores absolutte favorit-steder når der skal nydes kaffe eller kage.
Nimb's kagebord
På Nimb's terrasse ved Tivoli åbnes dørene hver lørdag og søndag mellem 13.30 og 15.30 for det helt store kagebord. Her kan man for 250 kr. få adgang til alverdens skønne kager ad libitum. Der kan bestilles bord på Nimbs terrasse.

Copenhagen coffee lab
Copenhagen Coffee Lab er placeret mellem Nikolaj Plads og Holmens Kanal. Herfra udskænkes der filterkaffe fra specialristede bønner. Fokus er her på kaffen og der udbydes derfor ikke andet end den mørke drik.

Bertels Salon
Der findes både en Bertels Salon på Frederiksberg og på Kompagnistræde. På de to caféer kan man få de lækreste stykker cheesecake i alverdens smagsvarianter. Samlet set gemmer Bertels Salon på over 100 fantastiske opskrifter på den klassiske amerikanske kage.

Central Hotel & Café
På Tullinsgade på Vesterbro findes denne lille perle af en kaffebar. Den gode kaffe understøttes af den fantastiske stemning som caféen tilbyder. Udover kaffe byder stedet også på slik som 80'er børnene vil sætte pris på, eksempelvis Hubba Bubba tyggegummi. Ovenpå caféen ligger det lille hotel som afsløres i navnet - det består dog kun af et enkelt værelse og man skal derfor være ualmindeligt hurtigt ude for at få fingrene i det. Du kan læse mere om caféen og hotellet på deres hjemmeside.

Conditoriet La Glace
Denne gamle klassiker åbnede i 1870 og dens popularitet er ikke dalet gennem årene. Her serveres klassiske lagkager i mange afskygninger og med historiske navnee. Derudover er både kaffen og den varme chokolade også et besøg værd. Det er på La Glace at den sagnomspundne "Sportskage" serveres.

Maudes
I lokalerne på Frederiksberg, der ligesom navnet, leder tankerne tilbage på Matador serveres der lækre kager og varm kaffe. Maude's Salon er en oplevelse i sin rene tilstedeværelse og vi elsker at blive kastet tilbage til dengang, hvor man ikke drak kaffe af et krus.
