Her er årets farve 2020 - se hvordan du bruger den i indretningen
Den er ikke "bare" den næste i rækken af pasteller. Der er en rigtig god forklaring på, hvorfor det lige er denne nuance, du komme til at sukke efter.
Vi har allerede taget imod både lysegul, -lilla og -rød (under mere fancy dæknavne) med åbne arme som et feminint og knap så højtideligt farvestrejf i indretningen.
Snart kommer tiden til at sige goddag til endnu et medlem af pastel-patruljen, når kalenderen viser 2020 - omtrent.
Nyeste skud på den grønne stamme
Ifølge flere trendforskere og -forecasts så kommer 2020 til at stå i "neo mintens" tegn.
En nuance, der spinner videre ud af den grønne tangent, der de seneste år er blevet trykket godt i bund.
Fx erklærede Pantone nuancen "Greenery" for årets farve i 2017, og som vi tidligere har skrevet om her, pegede Pinterest på den støvede grønne farve "salvie" som en af 2018s største interiørtrends baseret på brugernes søgninger.
Også i Danmark har vi haft færten af de grønne farver i noget tid.
Dyrup valgte deres mørkegrønne 'Quiet Clearing' som dette års farve, og den danske trendekspert Anette Eckmann udpegede på designmessen Formland i Herning i august sidste år turkis som årets farve.
Summasummarum: Grøn er - og har i flere år været - populær i indretningen. Det nye er hvilken grøn.
Ikke "bare" den næste i rækken af pasteller
Ifølge Jane Boddy, der er farveekspert hos trendbureauet WGSN, er Neo Mint en farve, der forener natur og teknologi.
"Neo Mint er en iltet, frisk nuance som får videnskab og teknologi til at harmonere med naturen. Den har en cool, futuristisk vibe, men også en forbindelse til plantelivet og naturen," skriver hun i et blogindlæg omkring 2020-tendenser.
Og selvom den lysegrønne tone ganske rigtigt er endnu én i rækken af pasteller, der får en rennæssance i disse år, så er det ikke tilfældigt at den nye mint netop i 2020 vil opleve en genopstandelse som trendfarve.
Neo Mint er kønsneutral. Noget, der egner sig perfekt til en tid, hvor køn og de kasser, de repræsenterer, bliver mere og mere udskældt og behovet for farver, der favner alle bliver større.
I 2020 påbegynder NASA sin Mars-mission, kunstig intelligens bliver taget i brug under olympiaden for at bedømme gymnaster, og i Saudi Arabien vil verdens højeste bygning 'Jeddah Tower' på 1 km stå klar.
På mange måder står 2020 i teknologiens tegn med en kalender, der byder på flere næsten surrealistiske debuter og rekorder og til at sætte kulør på finder vi altså den på én gang romantiske og kølige Neo Mint.
Sådan bruger du Neo Mint i indretningen
Mint er nem at bruge i indretningen. Både som små strejf eller i en mere støvet version på væggene.
Nedenfor kan du se eksempler på, hvordan den kan blive en smuk del af indretningen.