Hold øje med ... farvet glas

Chefredaktør Helle Blok længes efter forår. Imens drømmer hun om glas-accessories i smukke farver, som lyset kan spille i, når de første solstråler rammer.

De franske design-brødre, Bouroullec, har designet en utrolig delikat serie mundblæste vaser for finske Iittala. Serien består af ti vaser i syv forskellige farver - blandt andet orange og rødlige toner og meget smukke grønne nuancer. Sæt gerne flere vaser sammen og skab din helt egen farvepalette med dine yndlingsblomster.

Der er også masser af glaslamper i fine farver. Og her er du ikke en gang afhængig af om vejrguderne sender solstråler til os.

Ballroom pendlen i mundblæst glas fra Design By Us var nomineret til Design Awards 2014 og fås i fire forskellige farver. Ballroom, 1600 kr, Design By Us.

Rebecca Uth står bag designfirmaet Ro Collection og disse smukke vaser, som nærmest ikke behøver blomster. Priser fra 350 til 800 kr. Se i øvrigt Rebecca Uths bolig i Bolig Magasinet nr. 180.

Det populære riflede design fra Lyngby Porcelæn fås nu også i glas i en flot grå eller blå farve. Pynt bordet med en vase til priser fra 279 til 799 kr.

Eller servér chokoladen i en fin bon bonniere, 399 kr.

Det farvede glas går igen i denne smukke reol. Den laves på bestilling i præcis det mål du ønsker. Pris på forespørgsel, Cox London. Mon ikke du hellere må investere i en lotto-kupon, inden du gør plads til reolen i din stue.

Du finder masser af glas i grønne farver, blandt andet i Bloomingvilles Spring Summer 2015. Vase, Bloomingville, 499 kr.