Ida & Mads: Her er planen for gult hus efter kameraerne er slukket

Dagen derpå fangede vi de lykkelige husejere til en snak om fremtiden i det gule hus, de nu kan kalde deres.

Nybyggerne 2019 Ida og Mads

FINALEAFTEN De tre håbefulde par i TV2s populære boligprogram Nybyggerne sidder og holder vejret i det midlertidige tv-studie tæt på de 3 nybyggerhuse.

Stemning i studiet er højspændt.

”Nu er det nu," siger vært Emil Thorup.

"Afstemningen er slut og sms-stemmerne er talt op, og vi ved nu, hvem vinderne af Nybyggerne 2019 er…” lyder det.

Han fortsætter:

”Vinderen af Nybyggerne 2019 er…”

Mellem 5 sekunder og 5 minutter går med øredøvende tavshed. Der bliver muligvis slået rekord i at holde vejret.

Få sekunder for inden har Ida hvisket til Mads ”Det er okay, at vi ikke vinder. Vi har fået så meget andet”.

Endelig lyder det:

”Vinderen er… Ida og Mads!”

Guldkonfetti fyger om ørerne på det vestjyske par, der rystende krammer. Idas smil er som fastfrosset og Mads beder Emil gentage, at det er rigtigt, de har vundet. At det ikke er løgn.

Hjem til Thy og hvilepuls

”Jeg kunne slet ikke forstå det. Det var så surrealistisk,” lyder det fra Ida Holm, da Bolig Magasinet dagen efter fanger dem på telefonen.

Sammen med Mads Taiki Pedersen er hun på vej i bil til Thy, hvor de vil slå sig ned hos familien et par uger ”for at få pulsen helt ned,” som han formulerer det.

Mads: ”Vi prøvede at indstille os på, at det ikke ville blive os. At vi ikke ville vinde. Vi vidste det var tæt løb, og det var nemmere ikke at håbe,” siger han.

Ida: "Hver gang Mads har sagt, "hvis vi vinder", har jeg sagt "nej, jeg vil ikke tale om det!". Vi skulle jo ikke jinxe det".

Siden parret vandt har den stået på kæmpe fest med de to andre par, alles venner og familie i en hal i Randers.

Mads: ”Vi har nærmest ikke sovet. Det har været en mærkelig drømmeverden, og jeg var bange for at vågne op, og så havde vi slet ikke vundet, siger Mads.

Nybyggerne deltagere 2019

Lidt blåt og lidt grønt i det gule hus

Men det var altså ikke bare en drøm.

Tilbage i tv-studiet overrækker Emil Thorup et stadigt chokeret par deres præmie.

”Venner, her er skødet til jeres hus. Her er nøglen til jeres hus… I har vundet… Det er rigtigt!”

”Det er rigtigt?” lyder det fra Mads.

Og Emil forsikrer ham gentagende gange om, at det er helt rigtigt.

Finalen er ovre.

De har vundet.

Gult hus er deres.

Og hvad skal der så ske, når man fra det ene sekund til det andet er blevet husejere og dermed 2,7 millioner kroner rigere.

”Alt det her med fremtiden, har vi slet ikke nået at tænke på. Vi har kun fokuseret på finalen og ikke efter” siger Mads.

Dog har parret, der må vente lidt på reelt at kunne overtage huset, tænkt lidt over, hvad de gerne vil ændre, når de kan sætte nøglen i døren og træde ind.

Ida: ”Vi har lige siddet og snakket om, hvad vi gerne vil lave om. Noget, vi var ret sikre på, skulle laves om, hvis vi vandt, var gulvet, fordi det nogle steder ikke er lagt ordentligt pga den rækkefølge, vi skulle lave rummene i. Det bliver et ret stort projekt, siger Ida og forklarer, at det giver anledning til at se Lourdes og Nicolai fra grønt hus.

Ida: Måske vi vil have Nicolai til at lave gulvet for os. Han vil nemlig starte et firma, hvor han laver betongulve, og det ville være så flot.

Mads: Inden vi gik i gang med Nybyggerne, havde vi snakket om et epoxy-gulv i en vild farve, men vi er endt med at vælge flere farver på væggene i stedet for, så nu vil vi gerne finde noget mere dæmpet.

Ida: Og så mangler vi også noget opbevaring, så det skal vi have fundet en løsning på. Vi er ret vilde med reolen, som Stine og Kenneth fik lavet i deres kontor, så vi skal have dem til at vise os, hvordan de har gjort, siger hun.

Og er der noget, det unge par tager med sig videre i livet som husejere, så er det, at de godt kan selv.

Ida: ”Vi vil lave alt det, vi kan, selv nu!”

Nybyggerne 2019 Ida og Mads

Helt klart et hus med familiepotentiale

Parret, der lige nu er bosat i København, glæder sig til at rykke teltpælene op og flytte til Randers.

En by, de indtil optagelserne gik i gang ikke vidste meget om.

Ida: Vi har snakket om, at Randers har et lidt blandet ry, og vi kendte ikke noget til byen. Så vores forventninger var ikke så store, men vi blev virkelig positivt overrasket. Vi var overvældet over, hvor naturskønt her er, og folkene i Randers har taget så godt i mod os og budt os velkomne som randrusianere allerede - også på hotellet i morges.

Mads: Det kunne ikke være mere belejligt for os at skulle flytte til Randers. Vi er lige blevet færdige med studie og vidste, vi ville hjem til familie og venner i Jylland, så da vi så, at det ville blive i Kronjylland, der skulle bygges denne sæson, ansøgte vi om at være med.

I den nærmeste fremtid, når flytningen er overstået, vil parret fokusere på deres nystartede virksomhed, som blandt andet skal sælge nogle af Idas grafiske værker, der også har været en del af indretningen i Nybyggerne.

Men om et par år, kan det være, fokus skal ændres lidt.

Ida: Det er helt klart et hus, hvor der er fremtidsmuligheder - også med børn. Lige nu har vi startet en virksomhed, men når den kører om nogle år, skal vi selvfølgelig også have nogle børn, lyder det fra parret, der fortsat vil holde kontakten med både Sif og Mathias, der har en åben invitation til gult hus og Lourdes og Nicolai, der i forvejen bor i Randers.

For som Ida så fint sagde under finalen, så har parret foruden huset fået så meget ud af deres medvirken i programmet - blandt andet fire nye venskaber.

Vil du fortsat følge med i udviklingen i gult hus, kan du gøre det på parrets blog IdaogMads.dk, hvor de vil dele rejse-, mad- og indretningsinspiration.