5 tips, der får dit IKEA-skab til at ligne en snedkerperle
Snedkerløsninger er dyre. Det er disse 5 hacks heldigvis ikke.
Få et luksuriøst udtryk ved at opdatere dit Pax skab fra Ikea med få midler. Her får du 5 gode idéer, der gør en stor forskel.
1 Køb en færdig løsning
Der findes en del firmaer, der laver fronter til Ikeas køkkenmoduler, som giver det budgetvenlige køkken en lækker overhaling. Resultatet er et misundelsesværdigt køkken uden et kæmpe hul på bankbogen. Det samme er en mulighed med Pax garderobeskabene. Både &shufl og Reform Cph laver opgraderinger til skabene.
LÆS OGSÅ Ikea hack: Sådan får du dit Ikea-køkken til at ligne en million
2 Drop soklen og hæng det på væggen
I stedet for at lade skabet stå på gulvet, som ellers ville være det nemmeste, så monter det på væggen. Det giver et mere eksklusivt udtryk og mere luft i indretningen.
3 Alt i én farve
Mal både skabet, væg og paneler i samme farve. En trend, der er yderst hot lige nu og som er forholdsvis nem at skabe derhjemme. Sørg først for at slibe dine låger godt ned. Du kan lave tricket både med de helt simple låger eller med versionerne med paneler på.
4 Sæt dem på en dekadent sokkel
Vil du lave en hel skabsvæg, så fuldfør looket ved at sætte dem på en sokkel, som du beklæder med en fin almuesokkel. Gør det samme op til loftet, hvis der ikke er langt derop. Det giver indtryk af, at skabet er indbygget og måske endda har været der fra start.
Se, hvordan det kan gøres her.
5 Sæt særlige greb på
Prikken over i'et er grebene. I stedet for at købe dem hos Ikea, så led efter nogle, der er præcis som du gerne vil have dem og måske endda skræddersyede. På den måde er du sikker på, at dit Pax-skab er skabt lige til dit hjem. Det kan blandt andet være fine porcelænsgreb i flotte farver til børneværelset, læderremme i entreen eller messinggreb i soveværelset.