Ikebana: Den japanske blomsterfilosofi er det største indenfor blomster i boligen

De seneste par år har alle talt om grønne planter som det aller hotteste i indretningen, men noget er begyndt at røre på sig.

Ikeabana blomsterbuketter
© @stalksandroots/@Poppykalas

Fra grønne, naturlige planter til larmende buketter

Måske har du allerede tænkt på det.

At der er sket noget i måden, vi tænker om buketter og friske, afskårne blomster i indretningen.

Det er i høj grad blevet mere og mere normalt at se billeder af folks hjem, hvor der indgår sirlige arrangementer af blomster eller skødesløse buketter fra mark og grøftekant på de sociale medier – og ikke kun på stylede billeder i blade og kampagner.

LÆS OGSÅ Det ultimative trick til at lave en evighedbuket af tørrede blomster.

Sidste sommer valfartede københavnerne ud til en øde mark ved øresundsmotorvejen for at plukke friske markblomster, sået til samme formål, og Instagram var en farvefest af selverhvervede buketter.

Siden Thilde Maria slog dørene op til sit blomsterunivers Poppy Kalas i 2016 er omtalen af hendes helt karakteristiske stil eksploderet.

Både Thildes og andre mere hjemmegjorte buketter er overalt på Instragram - for ikke at tale om alle de forskellige blomstertjenester, der konstant popper op med smukke buketter til salg - enten på gaden, fra cykelvognen, som abonnement eller på Instagram.

Vi vil kort sagt have smukke buketter i vores hjem.

Buketterne er her, der og alle vegne, og det har det anerkendte trendbureau WGSN, som PEJ-gruppen er en del af, også bemærket.

De peger i et blogindlæg på, at det er et udtryk for, at den såkaldte ”millennial generation” (født start 80’erne til slut 90’erne, red.) er ved at komme sig over deres besættelse af de grønne planter i indretningen og går en både dyrere og mere sofistikeret vej.

Begejstringen for blomster i vaser fremfor potter handler ifølge bureauet om, at generationen har fået øjnene op for den japanske blomsterfilosofi Ikebana, der giver hele blomsterarrangeringen moderne kant i en vestlig kontekst.

Ikebana er en måde at arrangere blomster på, som stammer tilbage fra 600-tallet, hvor den kom til Japan fra Kina og var en del af blomsterofringer i Buddhismen. Ikebana betyder ”kunsten at få blomster til at leve”.

Grundlæggende adskiller Ikebana sig i høj grad fra vestlig buketter ved at blomsterne i stedet for at fremstå som ét harmonisk hele, der ofte er arrangeret i en afrundet form, er placeret på en mere livlig og spredt måde.

Tanken er at få det bedste frem i hver enkelt blomst og lade dem stråle hver for sig – sammen. Det betyder også, at du tit ser buketter sammensat efter den gamle tradition med lange afstikkere i buketten.

Herhjemme har Tilde Maria, der står bag Poppy Kalas i høj grad været med til at gøre stilen populær og flere og flere private blomsterentusiaster og indretningsnørder gør hende kunsten efter med buketter, de selv sammensætter hos deres blomsterhandel og som er bygget mere vildt og vovet op og som består af en masse vilde farver.

Ud over billederne på Instagram og trendbureauets forecast, så er trenden også blevet bemærket af internationale medier som The New York Times og Rebuplic of Fritz Hansen har valgt at opkalde en vase efter den traditionelle blomsterfilosofi.