10 geniale indretnings-tips til små køkkener

Med disse 10 tips kan du nemt få dit lille køkken til at virke meget større, end det i virkeligheden er.

28. august 2015 af Anja Bruneskjold

Det kan være virkelig vanskeligt at lave mad, hvis køkkenet kun er udstyret med ganske få kvadrater. Men nogle gange kræver det ikke mere end en klat maling eller en smart opbevarings-løsning.

Læs ogsåSådan snyder du dit soveværelse større.

Snyd med spejle

Med et spejl i køkkenet kan du snyde dig til et større køkken. Med spejlingen skaber du nemlig en illusion om mange flere kvadratmeter. Smart!

 

Implementer åbne hylder

De åbne hylder tjener faktisk to smarte formål i køkkenet. For det første virker køkkenet meget mere åbent i forhold til store skabe med låger, som kan virke tunge i et lille køkken. Og for det andet vil dine køkkenting være mere tilgængelige, når du skal lave mad.

 

Brug lyse farver

Et helt hvidt køkken vil nemt snyde rummet større. Men hvis det bliver for kedeligt, kan du faktisk sagtens bruge lidt farve. Vælg bløde og neutrale farver, som ikke virker alt for overvældende, når man træder ind i køkkenet.

 

Masser af lys

Sørg for, at der er masser af spots eller lamper i køkkenet, så du har de bedste betingeler for et lyst køkken. Hvis du er så heldig, at køkkenet er udstyret med et stort vindue, vil det være smart at undgå gardiner eller persienner.

 

Udnyt al plads

Pladsmangel er et af de største problemer i et lille køkken. Sørg for at udnytte selv den mindste hjørnekrog og monter overskabe, der går helt op til loftet.

 

Vælg skinnende overflader

Hvis du går efter højglans eller stål til dine køkkenlåger, vil rummet hurtigt virke meget større. Den spejlagtige effekt vil nemlig forstærke det naturlige lys, der er i rummet.

 

Et køkkenbord med flere funktioner

Dette stykke ekstra køkkenbord kan bruges til andet end blot at tilberede mad. Bordet kan klappes op og bruges til opbevaring af små ting, som hurtigt kan få køkkenet til at se rodet ud.

 

Smart spisebord

Selvom køkkenet er småt, kan du faktisk stadig få plads til et lille spisebord. Der findes flere løsninger, hvor et bord kan implementeres i køkkenet og trækkes ud ved brug. Men du kan faktisk også montere et klapbord på køkkendøren, som nemt kan klappes sammen, når du er færdig med at spise.

 

Vælg rene linjer

Hvis du sørger for at holde stilen i køkkenet minimalistisk med rene linjer, vil det virke mere rummeligt. Hvis der er for mange detaljer og rod, har det en helt anden effekt, og køkkenet vil måske endda virke endnu mindre, end det i forvejen er.

 

Distraher øjet

Med en farverig væg et sted i køkkenet kan du fjerne fokus fra de få kvadratmeter. Fordi øjet distraheres og fokuserer på væggen, vil det automatisk skabe dybde, og rummet vil virke større.

 

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste