Forny dit gamle køkken: 7 tips til at pifte dit køkken op billigt

Er der ikke økonomi til den helt store opgradering af dit køkken, så kan mindre renoveringer og opdatering også gøre en enorm forskel.

Forny gammelt køkken
© Svane Køkken

Det kan hurtigt blive en bekostelig affære, hvis du skal lave om i køkkenet. En ny bordplade løber let op i mange tusinde kroner, og hvis du skal lave den helt omsiggribende renovering af køkkenet, skal der ligge ret mange penge på kistebunden.

Men heldigvis behøver det ikke koste en formue at lave ændringer i køkkenet, så det fremstår nyt, spændende og lækkert.

Vores stylist, Julie Løwenstein, kommer her med syv simple måder, hvorpå du kan ændre køkkenet – uden at det koster en bondegård.

LÆS OGSÅ Kæmpe guide til Danmarks fedeste køkkener

Mal dine køkkenlåger

Frisk dit køkken op

I stedet for at skifte dine køkkenlåger, så kan du bare male dem. Dette projekt kan give et kæmpe løft til køkkenet, og det er slet ikke besværligt. Du skal bare huske at slibe køkkenlågerne ned først og grunde, inden du maler - eller sender dem til en autolakerer.

Vær opmærksom på, at hvis du har laminatlåger, så er det ikke det bedste at male på. Du kan give dem let sandpapir, bruge hæftegrunder (som får malingen til at hæfte på svære overflader) og derefter maling. Det holder ikke for evigt, så du risikerer at skulle male igen indenfor få år.

Når du selv maler dine køkkenlåger, giver det mulighed for at vælge lige præcis den farve, du bedst kan lide. Så slå dig løs og vær modig - du kan altid male over igen.

Brug folie til at forny dit køkken

Forny dine køkkenlåger
© Kvik

Hvis man har et hvidt køkken og vil pifte det lidt op, så kan man bruge ensfarvet folie til at give et farverigt indspark. Det ensfarvede folie kan for eksempel fås hos Largeformat.dk, som du kan klippe ud i det mønster, du gerne vil have. Det fungerer lidt som wallstickers, og derved kan du få nogle sjove mønstre op på væggen eller på dine køkkenlåger – for eksempel et harlekin-mønster eller trekanter i forskellige størrelser. Det er den kreative sjove løsning, og det er til at få af igen, hvis du nu skulle blive træt af det.

Det kan gøres på en formiddag og kan klares for i hvert fald under 500 kroner, hvis ikke dit køkken er markant større end gennemsnittet.

Frisk dit gamle køkken op med nye greb på køkkenlågerne

greb køkkenlåger
© Buster + Punch

Dette er nok den letteste og billigste måde at lave forandring i køkkenet på. Udskift simpelthen grebene på dine skuffer og køkkenlåger. Der findes et utal af fine greb, og det er en smagssag, hvad du foretrækker, men Anne Blacks keramiske greb er altid meget fine. Så hvis du overordnet er tilfreds med farverne i dit køkken, kan du virkelig komme langt med denne løsning.

Forny køkkenets vægge for stor effekt

Forny køkken nemt
© Aubo

Et andet trick til at skabe forandring hurtigt og forholdsvis billigt er at male væggene i køkkenet, og her er jeg stor tilhænger af at veksle mellem den blanke og den matte maling i samme farvenuance, for det giver et godt spil. Overvej den blanke højglans bag komfuret, for det er markant lettere at rengøre, og så kan den matte dække resten af køkkenet, eller bare feltet over køkkenbordet.

LÆS OGSÅ Vores liste med guides til forskellige DIY-møbler til hjemmet.

Skab et nyt udtryk i køkkenet med fliser

Forny køkken nemt
© FormPlus

Dét at skifte fliserne på din køkkenvæg kan også være en nem genvej til et anderledes og effektfuldt udtryk.

Fx kan et elegant sildebensmønster være med til at opgradere dit gamle køkken til en mere moderne stil. Det samme gør sig gældende for store marmorfliser eller mønstrede, marokkanske fliser.

Sæt enten fliser på hele væggen eller blot en lille meter op som stænkplade bag komfur og bag vasken.

Leg med lyset og transformer dit køkken

Forny dit køkken billigt
© Ellos

Der er er rigtig mange, der har spots i køkkenet, men overvej at finde nogle fine lamper til hylderne eller til væggen, så der også kommer hyggebelysning i køkkenet. Man behøver ikke altid have spotten tændt, og særligt i spisekøkkener kan det være en rigtig god idé også at have en mere varm lyskilde.

Husk – man kan finde ret billige lamper i IKEA for eksempel til hylder eller vægge, og hvis du ikke er glad for farven, så kan du i SILVAN finde mat, sort sprøjtemaling, der gør det rigtig nemt at farve dem. Jeg gjorde det selv for et stykke tid tilbage og blev overrasket over, hvor pænt et resultat det blev.

LÆS OGSÅ Vores bedste tips til nye køkkenlamper.

Forny dit køkken med en ny bordplade

Forny køkkenbordplade
© Invita

Bordpladen er en af de dyreste poster, hvis du skal forny dit køkken. Til gengæld kan en ny bordplade kombineret med fx nye greb eller et ny farve på væggen gøre en stor forskel for det samlede udtryk i køkkenet.

Den billigste løsning på en ny bordplade vil oftest være en bordplade i laminat, som du i dag sagtens kan få i mere slidstærke varianter. Gå fx efter Fenix laminat, som er udviklet til at kunne modstå dagligdagens slitage.