7-trins plan: Sådan organiserer du dit køkken
Trænger dit køkken til at blive organiseret? Du får her 7 trin til, hvordan du gør det bedst.
1. Tøm alle skabe
Første skridt går ud på at tømme alle skabe og hylder i dit køkken. Tag alt, hvad du har på køkkenbordet eller spisebordet så du kan få et overblik over, hvad du har i dit hjem.
Hvis ikke det er muligt at tømme alt på én gang, kan du nøjes med at samle alle ting fra samme skuffe eller skab på bordet.
2. Opdel dine ting i kategorier
Stil de ting sammen, som hører sammen. Stil f.eks. alle pander og gryder sammen. Alle køkkenmaskiner sammen. Sådan fortsætter du indtil alt er opdelt i de forskellige kategorier.
Trin 2 giver dig på den måde et overblik over, hvor mange ting du har af hver kategori.
3. Udvælg én af hver ting
Du har nu det fulde overblik over, hvor mange ting du har. Det hele er fremme!
Du skal nu vælge én ting af dem, som du har flere af og skaffe dig af med resten.
Dette trin kan være et af de sværeste, men du er nødt til at være realistisk og vide at du sandsynligvis ikke får brug for 4 pander eller 4 sæt salatbestik.
4. Overvej hvordan du vil bruge dit køkken
Tænk over, hvilke ting du ofte har fremme i dit køkken og hvordan du bruger dit køkken.
Er du typen, der ofte bager? Laver du tit mad og har brug for gryder og pander er nemt tilgængelige, eller kan du nøjes med en mikroovn? Skal du have service frem til hele familien morgen og aften, kan det være nærliggende at have i et vitrineskab i stuen.
Trin 4 sætter dine tanker i gang og hjælper dig med at finde ud af, hvilke ting der vigtigst for dig og hvilke ting, du kan lægge i en kurv i det øverste skab.
5. De primære hylder først
Sørg for at de ting du benytter mest, bliver placeret på køkkenets primære hylder. De primære hylder er de hylder eller skabe, som er placeret nogenlunde i øjenhøjde.
Det samme gælder for de ting, der er placeret på dit køkkenbord.
Køkkenbordet kan hurtigt blive en nem måde at komme af med ting på, og det resulterer ofte i at det ser rodet ud.
Udvælg kun de ting, du anvender dagligt til at stå på køkkenbordet. Fx en elkedel eller kaffemaskine eller dine madolier.
6. Fyld resten af skabene op med de resterende køkkenting
Den samme metode, som trin 5 benyttes her. På trin 6 skal du dog bruge metoden i skabe og skuffer. Placer de ting, du benytter oftest forrest på hylderne.
Har du noget, som næsten aldrig bliver brugt, kan du stille det oven på køkkenskabene eller placere det i de øverste skabe, hvor du alligevel skal have en stol for at komme til.
7. Kreative opbevaringsmuligheder
Nu burde alt dit køkkengrej være placeret efter dine behov. Du skal dog stadig være opmærksom på at finde kreative opbevaringsmuligheder. Vi giver dig et par bud her:
- Invester i en rumdeler til dine skuffer.
- Hæng en stang eller knage på køkkendøren eller væggen, som du kan hænge dine grydeskeer og paletter i.
- Hvis du skal have nyt køkken, kan du med fordel vælge sokkelskuffer.