Arkitektens 11 bedste tips til en køkken-makeover
Undgå de klassiske fejl, så du kan gøre din køkkendrøm til virkelighed.
Drømmer du om nyt køkken? Her får du arkitekt og køkkenekspert Pernille Hjorths bedste råd, inden du river vægge ned for at give plads til fx de dobbeltvaske, du drømmer om men ikke har plads til, vælger armaturet, der ender med at ødelægge din dyre træbordplade, eller glemmer soklen under køkkenskabene.
1. Planlægning
Før du overhovedet slår det første søm i væggen, skal du finde ud af, hvad dit nye køkken egentlig skal kunne. Hvad er dine vaner og behov? Hvor tit laver du mad? Hvordan er dine indkøbsvaner? Handler du fx dagligt, eller fylder du bilen én gang om ugen? Det kan guide dig til at komme på rette spor fra starten.
2. Søg hjælp
Køkkenet er et værksted med mange praktiske funktioner. Få professionel rådgivning af én med forstand på køkkener og madlavning, som ikke nødvendigvis skal sælge dig et køkken bagefter.
3. Køkkenet skal passe til huset
Tag udgangspunkt i husets alder og arkitektur, når du vælger stil.
4. Snedkerkøkken versus kædekøkken
Elementernes kvalitet er et spørgsmål om behov og prioritering. Du behøver ikke et dyrt snedkerkøkken, hvis du godt kan lide at skifte ud med jævne mellemrum eller skal flytte om fem år.
5. Spar ikke på bordpladen
Bordpladen skal kunne holde. Prioritér god kvalitet og vælg materiale ud fra, hvad din pengepung kan klare, og hvor meget vedligeholdelse du orker. Laminat er billigt og nemt at vedligeholde, mens træ og visse stentyper er dyrere og mere vedligeholdelseskrævende.
6. Quooker – skal/skal ikke?
De fleste såkaldte ”køkkennyheder” er forbigående trends, der aldrig bliver de køkkenrevolutioner, som de udråbes til at være. Sådan har jeg det ikke med Quooker-hanen. Den er tidsbesparende og højner køkkenhygiejnen væsentligt.
En Quooker er en vandhane med kogende vand, som du enten har til at supplere din almindelige vandhane eller du kan vælge en model med både koldt, varmt og kogende vand samlet i én. Med en Quooker har du altid kogende vand lige ved hånden, så du fx lynhurtigt kan lave kaffe og te, skolde sutter og flasker, blanchére grøntsager eller rengøre skærebrætter.
7. Vask
Prioritér én stor vask frem for to små. Mange tror, det er smart med en skyllevask, men kun hvis der er plads til at vaske en bradepande i hovedvasken.
8. Skuffer
Brede skuffer er meget moderne lige nu, men de kræver dyrt skuffeindmad, hvis ikke tingene skal ligge hulter til bulter. Kombinér derfor hellere brede og smalle moduler. Det giver større variationsmuligheder.
9. Husk soklen
Vi skal have plads til fødderne, når vi laver mad.
10. Sørg for god arbejdsplads
Gennemgå alle arbejdsgangene. Der skal være fri arbejdsplads og gulvplads foran alle arbejdspladser og frasætningsplads på begge sider af dit komfur.
11. Emhætten skal passe til rummet
Emhætten skal være så kraftig, at den kan tømme rummet 10 gange i timen. Er rummet f.eks. 4 x 5 m og med en rumhøjde på 2,5 m, skal motoren være (4 x 5 x 2,5) x 10 = 500 m3.