Efterårets største nyheder fra Royal Copenhagen
Er du til Musselmalet, Blå Mega Riflet, sorte penselstrøg eller det nyere stel Elements? Royal Copenhagen er klar med smukke nyheder hele vejen rundt, så der er noget til dig, uanset hvilken type royal fan, du er.
Royale nyheder
Hvert år vrimler det frem med nye smukke designs fra nogen af vores favorit interiørmærker. Et af dem er det legendariske porcelænshus Royal Copenhagen, som både er klar med nyheder til det musselmalede og hvidriflede publikum, og til de, som efter 2008 startede en samling af det ”nye” stel Elements.

Musselmalet morgenkaffe
Til det tidløse stel Musselmalet Riflet kan du snart få en ny mellemstor termokop til din morgenkaffe i et moderne formsprog uden hank, samt en ny firkantet tallerken, der udfordrer det klassiske, organiske udtryk i det historiske stel.

Flere funktioner med Blå Mega Riflet
I det populære stel Blå Mega Riflet tilføjes nye lågfade, perfekte til den elegante borddækning. Fadene holder maden varm med låget, der også kan bruges alene som et fint serveringsfad. Desuden kommer to små lågkrukker, som kan bruges til salt og krydderier på bordet, eller til elastikker, nøgler eller andre småting i soveværelset og entréen. De små lågkrukker kommer både i Blå Mega Riflet og Hvid Riflet.

Sorte streger
Også i serien Sort Mega Riflet er der to nyheder at finde, nemlig to nye serveringsdele, som på elegant facon kan indgå i enhver borddækning; En oval asiette, perfekt som sidetallerken til brød eller til tapas, samt en dekorativ smørskål, som fortjener en fin plads på bordet.

Malet kærlighed
Den sidste nyhed fra Royal Copenhagen dette efterår giver et feminint strejf til den smukke Elements-serie, som blev designet af Louise Campbell i 2008. Den håndmalede kop uden hank kommer nemlig med penselstrøg i kærlighedens farve - en smuk dybrød, som vil være et elegant indslag i enhver opdækning. Koppen sælges i et sæt med to kopper.
