Fem rum blev til ét køkken

Tør du gøre som Rikke og Martin og sløjfe alle dine vægge, kan du til gengæld få et stort køkkenalrum med plads til hele familien?

Der var to ting, Rikke og Martin ikke var i tvivl om, da de skulle indrette i køkken i deres nye villalejlighed: Køkkenet skulle være fra Cph Square, som Martin driver sammen med sin bror, og det skulle være så stort, at der var plads til hele familien på fem på én gang.

"Børnene er jo stort set altid det samme sted som os, så vi havde brug for mere luft. I det nuværende køkken var der før både bad og soveværelse og to stuer en suite. Vi slog alle tre værelser og gangen sammen og fik på den måde skabt ét stort rum, hvor vi alle kunne trives," fortæller Martin.

Således var der flueben ved rummets størrelse, og familien skulle bare finde det rette køkken. Men selv om man er ejer af Cph Square og har sin daglige gang blandt bunkevis af lækre køkkener, kan det tilsyneladende godt være lidt af en udfordring. For Rikke og Martin ville have et åbent og imødekommende køkken, men med køkken, spisestue og stue i ét rum måtte køkkenet samtidig ikke blive for dominerende.

De valgte derfor en løsning, hvor halvdelen af køkkenet bogstavelig talt går i ét med væggen. Ved at rykke en væg tilbage blev der nemlig plads til, at køkkenet kunne bygges ind i væggen som en niche. Samtidig valgte Rikke og Martin helt hvide fronter og en hvid corianbordplade, så selv om køkkenet er stort og rummeligt, virker det diskret i det åbne rum.

Tip: Bliv glad for dit åbne køkken

  • I et stort åbent køkkenalrum er der ingen døre at lukke, og det kan derfor være en fordel at vælge et køkken, der er smukt, enkelt og ikke for dominerende, så du kan holde ud at kigge på det i længden.
  • Sørg for aflægningsplads til papirer, nøgler, mobiltelefon og lignende et andet sted end på køkkenøen. Denne slags køkken kræver pinlig orden!
  • Skab sammenhæng mellem køkken- og spiseafdeling ved at bruge samme slags lamper.