Her skal du spare – her skal du spendere, når du laver nyt køkken
Skal du have nyt køkken, og er du i tvivl om, hvor du skal priortere at bruge dine penge? Vi har samlet et par tips her.
Et køkken er som regel en af de lidt dyrere poster i en bolig.
Det kan det være uoverskueligt at regne ud, hvor det er vigtigt at spendere, og hvor det er muligt at spare for at skabe dit nye drømmekøkken.
Står du og skal lave nyt køkken, er her nogle ting du skal starte med at overveje:
- Læg et max budget. Det er ikke billigt at lave køkken, og derfor er det en god ide at gøre dig tanker om, hvor meget køkkenet må koste. Beregn en cirka pris på materialer og interiør og læg gerne lidt ekstra oveni – der kan jo komme et par uventede omkostninger.
- Lav en liste over hvad der er need-to-have og hvad der er nice-to-have. På den måde ved du, hvad du først skal bruge penge på, og hvad du kan ønske dig eller spare op til senere.
- Overvej hvad dit køkken skal kunne. Skal det være et stort og rummeligt køkken, eller skal der bare være plads til det mest nødvendige? Hvilke materialer drømmer du om i et køkken?
LÆS OGSÅ vores guide tilDanmarks fedeste køkkener.
💸 Spender på saniteten
Ventilation og ordentligt vvs-arbejde er ikke et sted, du skal spare. Sørg for, at der er styr på den slags. Du har ikke lyst til at have et køkken, der konstant er fuld af mados, eller en vandhane, hvor trykket ikke fungerer – trust us!
💸 Spender på bordpladen
Bordpladen er den vigtigste arbejdsplads i et køkken, og du skal bruge den hver dag. At bordpladen er en virkelig tung økonomisk post kommer bag på mange, første gang de skal lave et køkken, men sætter du en god portion penge af i budgettet til denne flade i dit nye køkken har du brugt dem godt!
Et billigt køkken med en lækker bordplade vil fremstå langt mere eksklusivt, selvom prisen for det samlede køkken ikke er skyhøj - og så er en god bordplade også noget, der holder til det daglige slid.
💸 Spender på ordentligt lys
Hermed ikke sagt, at det skal være dyre lamper – men sørg for, at der er nok af det. Især kan små spots ved køkkenbordet være helt essentielt for et godt lys, når du skal lave mad.
💸 Spender på greb
Et andet sted i køkkenet, som er særligt udsat er grebene, som du konstant er i berøring med. Derfor er det en god idé at købe greb af en vis kvalitet. Ikke, at de ikke fås billigt, men undersøg, hvad de er lavet af, inden du køber. Fx er det ikke sjovt at have udstyret hele køkkenet med gyldne greb, der efter nogle måneder er mere orange end guld.
👛 Spar på montering
Skal budgettet holdes virkelig stramt, så kan du vælge at stå for monteringen selv. Det er ikke en lille opgave, men der er mange penge at spare. Overvej eventuelt om du skal have hjælp til det begyndende arbejde så du er sikker på, at alt er i vatter. Og allier dig gerne med gode venner, der kan være med til at samle de mange dele, inden det skal monteres.
👛 Spar på køkkenskabe- og skuffer
I stedet for at vælge snedkererede kabinetter i skabe og skuffer, kan det billige alternativ i laminat altså sagtens fungere. Det er trods alt sjovere at have postet pengene i noget, du hele tiden skal kigge på, end det, der er gemt væk bag låger.
👛 Spar på stænkplade
Stænkpladen er en lille, men vigtig ting i et køkken, som sørger for at maden ikke sprøjter op på væggen. Skal udtrykket være mere originalt end en aluminiumsplade er nogle smukke fliser et oplagt valg, der ikke behøver at koste en formue.
👛 Spar på køkkenvasken
En køkkenvask behøver ikke koste mere end et par hundrede kroner – og dens funktion er den samme uanset prisen, så det er et sted, du kan spare lidt - uden at det går ud over funktionaltitet eller holdbarhed.
Gå efter en nedsunket vask, hvis udtrykket skal være ekstra lækkert.
👛 Spar på ekstra udstyr
Meget udstyr i et køkken er vildt smart og nyttigt, men langt fra nødvendigt. Fx easy-luk i skufferne og en vandhane med kogende vand. Har du det ikke fra start, kommer du ikke til at savne det.
👛 Spar (lidt) på hårde hvidevarer
Hvis du ombygger et køkken, kan du overveje, om du kan genbruge de hvidevarer, der allerede er i køkkenet. På den måde kan du spare mange penge, og du kan altid skifte dem ud, hvis du på et senere tidspunkt forelsker dig i et nyt køleskab eller en ny ovn.
Bygger du derimod et helt nyt køkken, er de hårde hvidevarer en post, du bliver nødt til at spendere nogle penge på. Men der findes nogenlunde prisvenlige muligheder med 10 års garanti, du kan købe. Og camouflerer du dem med fronter er udseendet ligegyldigt.
LÆS OGSÅ De bedste tips til nye køkkenlamper