I 12 år ventede de på at købe tørreloftet over lejligheden: Sally havde en fantastisk plan!

HER BOR Sally Masri (43), tandlæge, Morten B. Masri, kunstner, og deres to børn, Sophia (16) og Zarah (14).
HVOR Familiens 150 kvadratmeter store lejlighed ligger på Amager. Køkken-alrummet på det gamle tørreloft er 43 kvadratmeter stort og tagterrassen 10 kvadratmeter.

Da Sally og Morten Masri i 2005 ventede deres første barn, flyttede de ind i den godt 100 kvadratmeter store lejlighed på Amager. Lejligheden var nyrenoveret, og parret faldt pladask for lyset og udsigten til himmel fra alle rum. Men da barn nummer to kom til, blev pladsen trang, og idéen om at inddrage tørreloftet over lejligheden begyndte at spire.
– Det, vi savnede allermest, var et køkken-al- rum. Vi havde en lille spiseplads i køkkenet, som fungerede fint til hverdag, men min mand og jeg elsker at lave mad og have venner til spisning, og savnede et rum, som var stort nok til, at madlavningen kunne ske, mens konversationerne var i gang, fortæller Sally.
Heldigvis sagde ejerforeningen ja. Parret fik lov til at købe det 43 kvadratmeter store tørreloft over deres lejlighed, men rummet var mørkt, havde ingen rørføring, ingen el og der stod en stor, ubrugt skorsten midt i rummet. Oveni drømte parret også om at skabe en tagterrasse i forlængelse af det nye køkken-alrum. Derfor var der masser at tage fat på, og allieret med en arkitekt, entreprenør og en byggetilladelse gik de i gang.
– Der var vand- og varmerør, internetkabler og en skorsten, som skulle flyttes. Der var lavt til loftet, og derfor skulle spærrene løftes. Det krævede en masse statiske beregninger, husker Sally.
Nyt yndlingsrum
Familien boede i lejlighed på etagen nedenunder, mens arbejdet stod på, og trods udfordringer undervejs, husker Sally det som en sjov proces – især de mere æstetiske valg.
– Jeg har i mange år ønsket mig et snedkerkøkken fra Københavns Møbelsnedkeri. Jeg havde oprindelig kig på et køkken med udskæringer, men det passede ikke rigtig ind i det moderne og hvide rum, så det blev til et mere simpelt, stilrent køkken med glatte skabslåger, siger hun.
I det hele taget er familien lykkelige for køkken-alrummet, som bliver brugt til stort set alt.
– Vi er lykkedes rigtig godt med at skabe et lyst rum med plads til hele familien på alle tider af dagen. Det er ikke kun her, vi samles, når vi spiser, men også når der laves lektier, når der slappes af på terrassen, eller når pigerne har venner med hjem til en kop te, fortæller Sally.
PÅ BILLEDET Det har været en kunst at få planløsningen i køkkenet til at gå op på grund af de skrå vægge og trappen, der forbinder lejlighedens to etager. I stedet for traditionelle højskabe er køleskab og fryser fx bygget ind i skunken. Den store skulptur er af Pettersen & Hein.
IDÉ
Giv et nyt køkken charme med masser af skønne loppefund og arvestykker.

Sally og Morten har fået lagt klassiske fyrretræsplanker, så gulvet er magen til gulvet i resten af lejligheden.

Terrassedøren og de nye ovenlysvinduer sørger for, at køkken-alrummet er badet i lys. Køkkenet, pendlerne og den specialdesignede emhætte med hylder er fra Københavns Møbelsnedkeri.
Vasen er fra Bo/Tyrrestrup Design, tekanden fra Bredemeijer, koppen fra Ferm Living og det fine kagefad fra Sallys yndlingsbutik @la_table_de_eglantine.

Sally holder meget af porcelæn fra Frankrig, fordi det er charmerende og dekorativt uden at være for pyntet.

Sally og Morten elsker den nordiske stil med enkle, rene linjer og smukke naturmaterialer. Bordet i eg fra We DoWood står smukt sammen med Wegners klassiske Y-stole. Over bordet hænger en lysekrone i messing fra Menu.

Bordet prydes af en buket grene i en vase fra Grace McCarthy købt i London. Kanden er fra et antikmarked i Sydfrankrig, mens skålen og kagefadet er købt i @la_table_de_eglantine.

Vitrineskabet er lavet af Københavns Møbelsnedkeri og rummer Sallys store glassamling. Champagneskålene er en gave og krukkerne på toppen af skabet fra et antikmarked i Sydfrankrig.

Detaljer i messing og kobber går igen flere steder og skaber en rød tråd i indretningen.

Sallys bedste tips til en totalrenovering
- Alliér dig med en arkitekt, der kan hjælpe dig med at udnytte kvadratmeterne optimalt, og se muligheder, du ikke selv har fået øje på.
- En totalentreprise er en kæmpe hjælp til at styre slagets gang. Der er mange håndværkergrupper, der skal koordineres. Lad en professionel styre det, hvis det er muligt. Det giver dig mere luft til at være inde over sjove beslutninger som materialevalg, udformning og lignende.
- Brug tid på at få konkretiseret dine drømme, og tænk langsigtet.

Den nye tagterrasse vender mod sydvest, så der er sol det meste af dagen. Familien bruger den som et ekstra rum både sommer og vinter og har bevidst plantet en del stedsegrønne planter derude, så det er dejligt at kigge på året rundt. Lyskæden fra Sirius sørger for stemningsbelysning.

Sally elsker gul, fordi farven emmer af sommer og varme, og derfor spiller den en stor rolle på altanen. Bænken er fra Altanbutikken, puderne fra Tine K Home og Himla og metalbord fra Drømmehuset i Dronningmølle.
IDÉ En vase med grønne grene gør underværker for forårsstemningen – også på altanen.

Glastallerkenen er købt i Jordan, kanden i Sydfrankrig og frugtskålen hos @la_table_de_eglantine, mens glasflasken med grønne grene er fundet på et marked.

Sally og Morten elsker at lave mad, og derfor vrimler altanen med friske krydderurter. Den lille krukke på ben er en gave fra Sallys kolleger, mens det turkise bord er fra Fermob.

Plantegning.
