Kan du lave et helt "nyt" køkken for 9.000 kr? Det kunne Louise!
Hvad stiller du op, hvis der følger et fuldt funktionsdygtigt køkken med dit nykøbte hus, men du ikke synes om stilen - eller spildet ved bare at skifte det ud? Du gør som Louise!
For Louise Bonde, der flyttede fra Vesterbro i København til Haderslev for kærligheden, blev skiftet også startskuddet på en budgetbevidst renovering af et hus fra 1896.
Huset er løbende blevet renoveret og i 1982 fik det en stor overhaling, hvor planløsningen blev ændret markant med hjælp fra en arkitekt. Derfor var rumfordelingen og lysindfaldet ligesom Louise og kæresten drømte om.
Desværre var badeværelset og køkkenet - de mest udgiftstunge poster - langt fra drømmen. De var blevet opdateret i samme ombæring som resten af huset og fejlede ikke noget. Ud over stilen.
- Da man renoverede i 80’erne, valgte man at samme serie fra HTH til både køkken, badeværelse og alle indbyggede skabe i værelserne, så lågerne er ens i hele huset. Den røde tråd var jeg ret vild med, og den ville jeg gerne bevare, fortæller Louise Bonde, der derfor valgte at opdatere i stedet for at renovere.
Sådan så køkkenet ud før:
Det gjorde Louise for at forny køkkenet
For kun 9.000 kroner er det lykkes for hende at forvandle det orange trækøkken til et moderne alrum for hele familien med få, men effektive greb.
Louise har:
- Fjernet alle overskabe
- Folieret alle hårdehvidvarer
- Malet alle skabe/skuffer og påsat nye greb
- Spraymalet alle hængsler mat sorte
- Malet alle vægge
- Installeret spots i den eksistrende kasse der var lavet for at skjule udsugningen til emhætten
- Ny emhætte og nye loftslamper
Hvilken beslutning har haft størst effekt?
- At rive overskabene ned og opsætte ny emhætte. Det har givet et mere moderne og luftigt køkken. Derudover har vores valg af (mørke) farver også givet et helt andet og mere moderne udtryk til køkkenet end hvis vi blot havde malet det hvidt. Det er som om farvene “kamuflerer” lidt at det blot er malet idet folk ofte vælger lyse farver når de maler deres køkken.
LÆS OGSÅ Vores bedste tips til at forny dit køkken på budget
Hvad voldte størst problemer?
- Væggene bag overskabene var ret ødelægte da vi rev skabene ned, så den væg skulle vi lige rette op igen. Det tog lidt ekstra tid pga. Tørretiden. Derudover havde vi håbet at vi kunne fjerne kassen over emhætten og blot lade emhætte gå op til loftet, men da den skjuler udsugningsslangen som går vandret blev vi nød til at beholde den. Dog endte det med en god løsning, der visuelt også giver lidt variation da vi valgte at tilføje spots på undersiden af kassen.
Hvor lang tid har I boet med resultatet - og hvordan holder det?
Lidt mere end 1 år. Det holder helt fantastisk. Jeg valgte dog at give lågerne en gang maling mere, da det havde stået færdigt i seks måneder, da malingen først er 100% hærdet igennem efter 16 uger. Lågerne trængte ikke, da jeg malede tredje gang, jeg tænkte bare, det ville være godt givet ud, og at de ville blive mere hårdføre med tre lag maling. Lågerne står stadig flot og er meget modstandsdygtige, også overfor små legetøjsbiler og andet, der nogen gange bruger dem som vejbane, så tror det var en god idé at lade det gennemhærde inden sidste afsluttende lag.
LÆS OGSÅ Her er de bedste muligheder for at hacke dit IKEA-køkken
Se endnu flere fine billeder fra Louises smukke hjem på hendes Instagram-profil: