Krydderier og 4 andre køkkenting, du garanteret kunne opbevare smartere

Det kan endda give dine køkkenredskaber længere levetid og mere plads i skabe og skuffer!

Hvidt køkken med fliser
© Foto: Anitta Behrendt, styling: Julie Løwenstein

Kaos i køkkenskabene?

Har du tænkt over, hvordan du opbevarer dine køkkenredskaber, så de holder bedst muligt? Bag mange køkkenskabe gemmer der sig tit bageplader, pander og gryder, som er stablet ovenpå hinanden og udover, at det er meget upraktisk, så kan det være skyld i, at dine redskaber bliver en del mere slidt, end hvis du liiiige fik orden i køkkenskabene.

Bageplader og bradepander

Bradepanderne har det med at ligge i en horisontal bunke, og det kan være ret umuligt at få et overblik og samtidig besværligt, når du skal have fat i den allernederste. De skal i stedet stilles op i en skinne, så de er nemme at få op - det løser de små hverdagsfrustrationer, du udsætter dig selv for.

Knive

Har du dem også liggende, ret tilfældigt i en skuffe sammen med hvidløgspresseren og oplukkeren? Det holder ikke i længden. Ikke nok med at du kan skære dig på bladene, når du ukoncentreret leder efter brødkniven, så slider det også en hel del på knivene, når de ligger op og ned ad andre genstande. Bladene bliver meget hurtigere sløve, så gør dig selv den tjeneste at hæng dem op på en magnetskinne eller få en skuffeopdeler, så knivene ligger for sig selv - og organiseret!

Krydderier

Selvom det ser super organiseret ud med ens krydderiglas, så er det måske ikke det mest praktiske i længden. Det ender nemlig tit med dobbeltopbevaring, da du garanteret vil opleve at alt indhold ikke kan være i glassene, når du køber nye krydderier og derfor også har den oprindelige emballage liggende med rester i. Spar dig for besværet og placér dem i et lukket skab, hvor du i stedet har organiseret dem efter, hvor meget du bruger dem eller alfabetisk.

LÆS OGSÅ: 25 smukke vitrineskabe og kabinetter til dine yndlingsting

Vinglas

I diskussionen om, hvorvidt vinglas skal stå med bunden i vejret eller ej, må vi slå et slag for at de skal stå rigtigt - altså med bunden ned ad. Dette skyldes to ting: Selve glassets "åbning" er mere skrøbelig og kan nemmere knække end stilken og bunden af glasset. Desuden kan den lille vandrest, der er tilbage, efter du har tørt glasset, udvikle sig til glaspest, hvis det får lov til at udfolde sig i et fugtigt, lukket miljø. Så vend glasset rigtigt og husk at skyl dem af inden brug, hvis du ikke bruger dem så ofte.

Hvis du har mulighed for at hænge glassene, kan du selvfølgelig med fordel hænge dem nedad og derved slippe for glaspest og støv indeni.

Støbejern

Det er ikke unormalt, at pander og gryder ligeledes bliver stablet oveni hinanden, og selvom de måske er organiseret i størrelser, så er det stadig ikke optimalt. Når de ligger sammen, bliver de nemt ridset og beskadiget og derved hurtigere slidte. Heldigvis behøver du ikke at gøre andet end at placere et stykke køkkenrulle imellem hvert lag, og så er det problem ude af verden. Papiret er samtidig med til at suge fugt op og derved forhindre rust.