Nye toner på farvepaletten hos Royal Copenhagen

Royal Copenhagen lancerer i efteråret 2014 to nye stel. Se nærmere på de nye stel her.

12. august 2014 af Mette Seerup

Royal Copenhagen har siden stiftelen i 1775 været kendt for sit feminine hvide porcelæn med de smukke blå penselstrøg. I 2003 lancerede Royal Copenhagen den mere simple linje ”Hvid Riflet”, som efterhånden har opnået status som en ægte klassiker hos landets mange boligentusiaster. Det er med udgangspunkt i denne klassiker, at Royal Copenhagen nu lancerer to mere maskuline og rå stel, under navnene ”Sort Riflet” og Blå Riflet”. To mat-glaserede stel der går helt i tråd med tidens ånd, hvor den urbane og mere dunkle stil har vundet indpas. 

På redaktionen elsker vi alle den New York inspirerede stil, og vi glæder os derfor til at dække et bord med de nye mørke designs. For en mere personlig og unik bordopdækning forestiller vi os, hvordan det mørke stel i kombination med de Musselmalet klassikere vil gøre sig helt fantastisk til et smukt efterårsbord. 

De nye stel kommer på gaden i efteråret 2014, og vil blive forhandlet i landets førende isenkræmmere, samt i Illums Bolighus, Magasin og hos Royal Copenhagens egne shops.

Stellet udkommer i følgende størrelser og priser:

Tallerken, 22 cm, 199 kr.
Tallerken, 27 cm, 249 kr.
Dyb tallerken, 24 cm, 249 kr.
Tekande med bambushank, 0,75 liter, 649 kr.
2 krus med hank, 33 cl, 349 kr.
Termokrus, 26 cl, 299 kr.
2 æggebægre. 229 kr. 

 

 

Håndplukket til dig

Seneste

Måske er du interesseret i ...