Råt køkken med pasteller

Efter en omfattende renovation er stueetagens mørke rum et minde blot. De små rum er blevet forvandlet til et stort køkkenalrum

Anne Larsen åbner i efteråret brugskunstbutikken Fruenzimmer i Brønshøj nord for København. 1. Hvorfor har du valgt dette køkken?
Vi ville gerne have et personligt køkken, som er indrettet og tegnet efter vores ønsker. Vi kan godt lide de mange fliser, der er nemme at holde, og desuden giver rummet en hel masse lys. 2. Hvad er det bedste ved køkkenet?
Efter at vi rev en væg ned, har vi fået et åbent køkkenalrum, som vi bruger meget.Vi er også rigtig glade for udformningen af emhætten, der er blevet dekoreret med brugte fliser i forskellige aquafarver.

3. Hvilke ulemper er der ved køkkenet?
Med et åbent køkken er det svært at gemme ting væk. Vi ville også gerne have, at de store skuffer var lidt mindre, da det ikke er særligt praktisk og overskueligt at stable mel, sukker med mere oven i hinanden. 4. Har du et godt råd til dem, der vil have et lignende køkken?
Hvis du har mulighed for det, så skift alt i køkkenet ud, når du alligevel er i gang, i stedet for at tage lidt af gangen. Sats på gedigne kvalitetsmaterialer, der holder i mange år, så du er fri for at lave om igen om fem år. Det kostede køkkenet
Køkken inkl. hvidevarer og montering har kostet cirka 170.000-190.000 kr. Heraf kostede køkkenet 110.000 kr., hårde hvidevarer 47.000 kr. og reolen 2.100 kr.