Småt og blåt miniputkøkken

Smalle elementer, høje skabe og skydelåger - i Nicolas lillebitte køkken skulle der tænkes kreativt for at få albuerum til at kokkerere

Der er ét stort problem (eller måske snarere lille) ved klassiske københavnerlejligheder - køkkenerne er ofte i lilleputstørrelse. Det gælder også i Nicolas lejlighed på Østerbro, og der var derfor ikke mulighed for de store armbevægelser, da hun skulle give sit køkken et nyt look. Ingen vægge kunne rives ned, og de små grå skulle virkelig sættes i sving for at få alt tænkt ind på de få kvadratmeter.

„Der var masser af bordplads, men alt for lidt plads til at komme frem og tilbage i køkkenet. Når jeg skulle åbne en skuffe, blev jeg nødt til at træde til side, og vi kunne ikke stå to derude og lave mad samtidig," fortæller Nicola.

Hun ønskede sig et mere indbydende og funktionelt køkken, hvor hun ikke skulle kante sig sidelæns rundt. Hun sløjfede derfor alle de gamle køkkenelementer og startede helt forfra.

„I den ene side tog jeg overskabe og brugte som underskabe. Det gav mere plads, fordi de kun er 35 cm dybe i stedet for 60 cm. Det gav lidt mindre skabsplads, men de smalle skabe er perfekte til tallerkener, glas og kopper, for man gider alligevel ikke rode rundt inde bagved efter tingene."

I den anden side af køkkenet har Nicola fået almindelige 60 cm dybe elementer, så de passede i dybden med hvidevarerne. Det betød, at der nu blev 90 cm mellem køkkenbordene, som indretningsarkitekterne anbefaler. Nicola kan da også åbne sine køkkenskuffer nu - uden at skulle flytte sig rundt i det lille lyse køkken.