Kondos oprydningsbibel blev hurtigt en bestseller – det samme gjorde Jennifers kække modsvar!

Hænger oprydning dig langt ud af halsen og har du dårlig samvittighed? Så er Jennifer McCartney din redningskvinde!

21. januar 2019 af Mi Skjold Brix

Disclaimer: Der indgår en del bandeord i citater fra bogen. Vi har valgt ikke at slette dem, da de udgør en stor del af tonen og identiteten heri.

Med kapitler som ”Nulstil din tilværelse med et løfte om aldrig at rydde op” og ”Efterlad dit l*** over hele huset” er der lagt i kakkelovnen til et eksplosivt opgør med Marie Kondos bestseller ”The Life-Changing Magic of Tidying Up”, der så dagens lys i 2014.

Kapitlerne nævnt stammer fra Jennifer McCartneys ditto bestseller 'Glæden ved at efterlade dit l*rt overalt' (på engesk: The Joy of leaving your sh*t all over the place).

Bogen blev udgivet i 2016 og er præcis den redningsvest, du har ledt efter, hvis al den offentlige snak om ’KonMari’ også har givet dig spontane anfald af panikangst!

Kondos budskab booster donationer til genbrug

McCartney har dedikeret bogen til et opgør mod den oprydningsbølge, der fulgte i kølvandet på Marie Kondos bog og nu også Netflix-serie, der har fået donation til genbrugsbutikker til at stige markant i England i 2019 efter serien debuterede 1. januar, ifølge Apartment Therapy.

Men det er en unaturlig epidemi, mener McCartney.

”Rod er nemt. Det falder alle naturligt. Du er fandme født som et rodehoved og du dør som et rodehoved, men et sted der i mellem bliver du hjernevasket til at tro, at du skal være ryddelig. Der er ingen, der kan lide ryddelige mennesker. De er kedelige. Det er endda formålsløst at skrive en bog om at rode, fordi det er så fandens nemt. Men her er vi altså”, lyder det i forordet til 'Glæden ved at efterlade dit l*rt overalt'.

Bogen har til formål at vise vejen ud af oprydningens jerngreb og lære læserne at rode med indlevelse og stor glæde og købe nyt uden at blive hoardere. Det er en kunst at være et rodehoved uden at krydse den grænse, lyder det. 

Bare ærgerligt!

Det er ikke tilfældigt, at bogen udkom i kølvandet på Kondos bestseller. Tværtimod. Det er derfor.

”Mine venner og familie overgav sig entusiastisk til bestselleren ”The Life-Changning Magic of Tidying Up”, som er solgt i mere end 12 milliarder eksemplarer, og gang på gang har de fejlet. Det er grumt at være vidne til! Okay, så du er ked af, at du smed din bedstemors hæklede bikini ud eller det æskebæger, din søn lavede formet som en lammekølle. Bare ærgerligt! De er væk takket være dine skøre forestillinger om oprydning” prædiker bogens forord.

Og pennen er ladet med spydighed og sjove kommentarer, og det er den perfekte udvej og motivation, hvis du står i oprydning til halsen.

”Bryd ud af oprydningens stramme greb og triumfer over konformiteten og forudsigelighedens kedelige magt. Alle ryddelige hjem ligner hinanden – især, når der ikke er mere tilbage i dem. Men et rodet hjem, se det er en bedre måde at leve på (…) Og ja, det er helt sikkert nemmere at gennemgå alle dine skuffer og skille dig af med alt dit lort – beklager ”selektivt beholde det lort, der gør dig glad” – end det er at håndtere hvilken lorteuge, du måtte have. Men er det ikke bedre at håndtere de problemer, du har, end at skyde skylden på dit lort, som om grunden til, at du ikke får mere oralsex har noget med din mands slipsesamling at gøre? Oprydning er den nemme udvej. Lad dig ikke forføre af det. (Men inden du tager dig af dine problemer, så lad os prøve med en hurtig løsning og tænde din bærbare og købe tre eller flere ting, så du får det bedre med dig selv)". 

McCartney vs Kondo

Og sådan fortsætter bogen til læseren til sidst er polstret til fingerspidserne med ammunition mod KonMari-bevægelsen og gode grunde til ikke at gå amok i indkøb af æsker og donation af klenodier.

Som det sig hør og bør, skal begge parter i en sag altid høres. Og det er Jennifer McCartney nu også blevet her på Boligmagasinet.dk som modstykke til Marie Kondo.

Så hvis du skulle sværge til Kondo eller McCartney – hvem bliver det så?

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste