Krystaller betydning
© Witchlandia

Krystaller er blevet et hit - sådan indretter du med de rette sten rum for rum

Krystaller i indretningen oplever for tiden en renæssance. Er du klar til at invitere de avancerede sten ind i dit hjem, så læs med her, hvor én af fortalerne for at indrette med krystaller giver dig overblikket.

27. december 2020 af Nina Lykke Sørensen

I de senere år er der i stigende grad kommet fokus på krystaller herhjemme, og der findes utallige spirituelle profiler på Instagram med funklende krystaller og sten. 

Er du nysgerrig på, hvad hypen om krystaller går ud på? 

Så læs me her, hvor vi har interviewet kvinden bag danske Crystal Lab, Anne Kirstine Riemann. 

Hun har skabt 'Crystal Lab' "med en nordisk æstetik, der passer ind i vores moderne danske hjem," og her fortæller hun om, hvad det er, krystaller kan, og guider dig til, hvilke rum du skal placere hvilke krystaller i for at opnå bedre energier dit hjem. 

Er der dokumenteret belæg for krystallers virkning?

- Vi har ikke apparaturet til at måle den gavnlige effekt 100%. Du kan måle, at den menneskelige krops magnetfelt skifter i nærheden af krystaller. Du kan også måle at krystallerne har deres eget energifelt - de afgiver simpelthen svingninger. Gamle radioer hed for eksempel krystalapparater, fordi der sad en lille quartz-krystal indeni, som forstærker radiobølgerne. På samme måde som quartz-krystaller i ure bruges til at holde mekanismen mere stabil. Der er det, som på engelsk hedder circumstancial evidence (bevis vedrørende omstændigheder, red.).

© Crystal Lab

Hvad er det, krystaller kan?

- For mig går krystaller ind og understøtter det energiarbejde, jeg selv laver. Meget af det handler om min egen mentale tilgang til problematikker - og der kan jeg bruge krystaller som et fokuspunkt, hvor jeg ved, at den og den krystal understøtter min proces. Krystaller er jo smukke og skulpturelle, men du skal indrette dit hjem med dem fordi du tror på, at de gør noget gavnligt for dig.

© Crystal Lab

Hvad er den bedste måde at gå til indretning med krystaller i sit hjem?

- Du vælger forskellige krystaller alt efter, hvad det er, du skal bruge dem til - du kan shoppe forskellige energier. Hvis du vil skabe en bedre gruppedynamik i familien, så vælger du en krystal at sætte i et fællesrum, en anden i dit badeværelse til at kvikke dig op fra morgenstunden og en anden i dit soveværelse til at berolige dig og få dig til at sove bedre om natten. Der er forskellige placeringer hvor forskellige krystaller er gode, og så er der selvfølgelig nogle, der er all-round gode - som for eksempel rosenkvarts.

Soveværelse (og børneværelset)

Ametyst

Hvis du vil indrette dig optimalt med krystaller, så skal du placere ametyst på natbordet. Disse krystaller giver ro og bedre søvn, og så beskytter de mod mareridt. De er derfor også gode til børneværelset.


© Crystal Lab

Entré

Rosenkvarts og sort turmalin

Placér rosenkvarts for at gøre energien god, når du kommer ind, og sort turmalin for at holde negativ energi ude.

Kontor

Shungit

Shungit er en af de sjældnere krystaller og findes i det nordvestlige Rusland - og så er det en af de krystaller, der er lavet mest research på. Den har nemlig en struktur, som er fysisk filtrerende for omgivelserne, og den menes også at kunne filtrere elektromagnetisk forurening. Placér derfor også gerne shungit ved TV’et i stuen og på børneværelset, hvis du har børn, der gamer - og i nærheden af din router.


© Crystal Lab

Køkkenet

Rosenkvarts

Rosenkvarts er god mod uro, hvis du for eksempel har mange familiemedlemmer der færdes ind og ud af køkkenet i løbet af dagen.

Stuen

Sandrose

Denne krystal er god i fællesrum, idet den giver en god gruppedynamik og skaber sammenhold i familien - og så er den særligt god for sammenbragte familier.

© Crystal Lab

Badeværelset

Karneol

Hvis du gerne vil opkvikkes, når du vågner om morgenen, så placér en karneol-krystal på dit badeværelse. Vil du derimod gerne ned i tempo og beroliges, så vælg ametyst til badeværelset i stedet.

Børneværelset

Rosenkvarts, sort turmalin, shungit og ametyst

Brug alle disse krystaller på børneværelset, hvis dine børn - som de fleste - har elektronik på deres værelser, og hvis du gerne vil give dem ro og god energi, god søvn og holde negativ energi ude. 

Andre læsere kan også lide...

Seneste

Måske er du interesseret i ...