Lampe lyser for kvinders rettigheder
Hvis du undrer dig over de mange sjove hovedbeklædninger og energiske kvinder i Københavns gader disse dage, er forklaringen her. Se lampen, der er designet til kvindekonferencen.
Women Deliver - global, feministisk konference
I disse dage får metrostationen ved Bella Centret et tiltrængt krydret og kulørt løft. Politikere, pressefolk, eksperter og forskere fra hele kloden – op mod 7000 – strømmer til Women Deliver-konferencen, som er arrangeret af en amerikansk NGO-organisation.
Konferencen er sat i verden for kvinder – kvinders rettigheder på globalt plan, og det er den største konference siden COP21, som derfor også får besøg af FN-topchefer, regeringsledere og andre betydningsfulde personer. H.K.H. Kronprinsesse Mary er protektor for Women Deliver.

Dansk design for kvinders rettigheder
Sammenslutningen Design Werck har besluttet sig for at støtte 'kvindeugen' i København.
Det sker med et arrangement d. 19. maj på Krudtløbsvej 12, Holmen i København.
Organisationerne Deliver Women, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre og Landsorganisationen Voldsramte Kvinder fortæller her om deres arbejde.
Samtidig vil designeren bag World Of Women HOLM Lampen, Kim Holm, præsentere sit lampedesign, som han har lavet på baggrund af illustrationer af otte inspirerende kvinder.
Der vil være mulighed for at købe disse designs til særpriser, hvorfra der doneres til de tre organisationer.
