Gadgetlys til dig, der elsker at lege
Redaktionschef Anja Hellberg har testet LED-pæren Hue fra Philips - der bl.a. er perfekt til at skræmme livet af svigermor.
Der er to formål med de intelligente LED-pærer, som du via Bluetooth eller wifi kan styre fra din mobiltelefon:
1) De fungerer som en perfekt tyverisikring, fordi du kan time dem til at tænde og slukke på bestemte tidspunkter.
2) Det er en fantastisk (blæret) gadget for dem, der kan lide at eksperimentere med teknik.
Redaktionschef Anja Hellberg har testet Philips Hue-pære i tre uger - til stor morskab (eller irritation) for naboer og ikke mindst hende selv. Læs anmeldelsen herunder.
Dag 1
Jeg er ikke nogen tekniknørd, og den 30 x 30 cm store æske med Philips Hue starter kit får mig næsten til at opgive, før jeg overhovedet har åbnet kassen. Men hey, lykken vender, da der inde i låget åbenbarer sig et genialt instruktions-trick: et hjul, du kan dreje på, som viser, at der kun er tre (3!) step i installationen af kittet. Wuhue! Klokken er 22, da jeg bryder emballagen, og 22.25 blinker og fader og slukker og tænder min spisebordslampe mere end et diskotek i provinsen. Der er nemlig mange muligheder med de her pærer. Mere om dem senere.
Dag 2
Er på arbejde til sent om aftenen, men det skal da ikke afholde mig fra at teste pæren alligevel. Sætter den til at starte op med isblåt lys kl. 18.30, mens svigermor passer børnene hjemme hos os - og yes, det virker! Det er dog vist mest mig, der morer mig.
Dag 3
Har besøg af to kolleger ifm. fotooptagelser, og jeg er selvfølgelig nødt til at blære mig med alle de forskellige slags lys, som min nye gadget kan. Resultat? En tør kommentar fra artdirectoren om, 'hvornår det lige er, man har brug for alle de underlige slags lys??'
Dag 4
Gennemtrawler nettet for tips til Philips Hue, og her ligger virkelig en guldgrube af info. Der er nemlig lavet masser af nørde-apps, som er tilpasset fx Halloween og jul. Fidusen ved det meste, der er styret af apps, er, at du ikke skal lade dig nøje med den originale 'hoved-app', da glade og vanvittigt dygtige amatører ofte laver noget, der kan give lidt ekstra til dit produkt. Downloader syv apps - let the show begin! Det er enkelt at koble de nye apps til pærens bridge, der er sat i min router, men en af dem, Huelloween, kan jeg ikke lukke, så jeg er nødt til at slukke min telefon for at stoppe den gnækkende hekselatter. Jeg kan ikke umiddelbart finde ud af at koble lyden til mit Sonos-system. Tester videre ...
Sådan installerer du Philips Hue:
1) Skru pæren i din lampe (ved starter kittet har du mulighed for at bruge tre pærer i tre forskellige lamper)
2) Sæt den lille bridge-enhed til din router.
3) Download Philips Hue-appen.
Fordele
- Mange lysstemninger
- Du kan kreere dine egne stemninger ud fra et billede, et tæppe i stuen og meget andet
- Supernemt at installere
- Effektiv og enkel tyverisikring
- Sjovt legetøj og fantastisk blæret stykke gadget
- Kan fjernbetjenes fra din smartphone, så du fx kan sørge for, at lyset er tændt, når dine børn kommer alene hjem fra skole
- 1.500 kr. er en pæn pris for starter kittet, men til gengæld holder pærerne i 20-30 år, og du behøver ingen diskokugle ...
- giver et varmt lys, der minder om lyset fra den traditionelle glødepære
Ulemper
- Passer kun i E27 gevind
- Jeg har fx en del lamper, hvor pæren kan ses og en del af lampens design (fx BallRoom fra Design By Us og Framas kobberfatning), og her duer Philips Hue ikke, da den ligner en gammeldags, mat glødepære
- Du skal være den lidt tekniske type for at blive begejstret over pæren. Er du vanvittig dårlig til at betjene din smartphone - eller har du slet ingen - er Philips Hue no go
Flere producenter leger med pærer, du kan styre fra din smartphone/tablet eller fra en separat fjernbetjening. Her er nogle af dem:
Samsung Smart LED Classic, 239 kr. Levetid på 25.000 timer. Den tilhørende app kan downloades i App Store fra 15. november 2014.
Tænd, sluk eller dæmp lyset fra din telefon. Appen kan styre helt op til 64 pærer i dit hjem - hvis du af en eller anden grund skulle have så mange lamper.
Multifarvet LED-pære med separat fjernbetjening, som du kan bruge til at skifte farve og dæmpe lyset. 5 watt.
Set på detled.dk til 169 kr. ekskl. fragt.
Brilliant LED-pære med separat fjernbetjening, som du kan bruge til at skifte farve (16 styks at vælge mellem) og dæmpe lyset. Levetid på 20-30 år, 5 watt, fås med både stor og lille fatning.
Fjernbetjeningen kan styre flere pærer på én gang.
Set på lampeguru.dk til 349 kr. ekskl. fragt.
LED-pære med separat fjernbetejening, denne pære fås både med E14, E27 og GU10 fatning, så du kan bruge den til endnu flere af dine lamper. Fjernbetjeningen kan styre op til 15 pærer, der kan skifte mellem 16 farver. 3 watt, levetid på 50.000 timer, diskofunktion og en rækkevide på 8-10 meter fra pæren.
Set på express-gaver.dk til 199 kr.