Indret med enkle lamper
Mød lampedesigner Sofie Refer, der råder alle til at bruge lysdæmpere på deres lamper. Det rette lys er nemlig så vigtigt for Sofie, at hun bliver kaldt for lysmesteren.
Glas på glas
„Vælg lamper i glas, hvis du ønsker et let og samtidig levende udtryk. Når du kommer ind i vores stue, er lampen det første, du ser, og derfor har jeg valgt at hænge min nyfortolkning af lysekronen i glas her, da den i stedet for at spærre for udsigten spiller op til vinduesglasset. De mange lysrefleksioner i glasset er med til at skabe stemning og varme i rummet.“
Lampen 'Iice Chandelier’ er designet af Sofie Refer selv, og den fås hos &tradition. Stolene er fra Fritz Hansen, mens sofabordet er fra Luminaire. i vindueskarmen står en ‘vintage’-lampe fra Design by Us, de to sorte fade er designet af Sofie og fås hos mojoo.dk.
TIP Er du vild med lysekroner og deres lys i punktform, men ikke til det romantiske look, så vælg en moderne nyfortolkning.
Om Sofie Refer Sofie Refer er uddannet fra Danmarks Designskole med speciale i glas og keramik. Hun har i dag en række designhit og flere internationale priser på sit CV, blandt andet den mundblæste glaspendel ‘Bulb’ for &tradition.

Lampe med dæmper
„Jeg har dæmper på de fleste af mine lamper, da jeg går virkelig meget op i at justere lysstyrken. Det kan give en verden til forskel. Her i køkkenet skal der være godt arbejdslys, men så snart vi skal spise, dæmper jeg lyset for at få en mere intim og hyggelig stemning.“
Spisebordet er designet af Bouroullec-brødrene for Magis, mens stolene er fra Bericoplast. på bordet står en tekande og krus fra Royal Copenhagen, og bordskåneren har Sofie fået i gave. Lampen ‘Bulb’ er designet af Sofie selv, og den fås hos &tradition. Ved vinduet står en barstol fra Magis.
TIP vælg pendel efter størrelsen på dit spisebord, så de to ting matcher.

Lys i bevægelse
„Brug levende lys i din indretning. Jeg er totalt afhængig af det levende lys og dets evige bevægelse eller flakken. Jeg er så heldig, at jeg har en brændeovn, og derudover bruger jeg også masser af stearinlys til at skabe stemning.“
Lysestagerne er designet af Sofie Refer og fra By Nord, mens billedet er af Peter Bonnén.
TIP Skab et rent look ved at sætte ens lysestager på en række. Stagerne her har små variationer i størrelsen, men resultatet skaber stadig ro.

Spot på spots
„De her spots kan virkelig lyse køkkenet op, når jeg står over maden. Samtidig sidder de på magneter, så jeg kan dreje spotten derhen, hvor det passer bedst. Jeg ledte faktisk rigtig længe efter de helt rigtige og runde spots, da jeg ønskede, at formen skulle spille sammen med det runde spisebord.“
Det praktiske spot er fra Modular, mens køkkenet er fra Kvik Køkkener. De to brødkasser er fra Rig-Tig.
TIP Dagslys er også lys, og hvis du ønsker mere af det i dit hjem, er et ekstra vindue eller et ovenlysvindue investeringen værd.
