MAKEOVER: Grønt køkken i kolonihaven for kun 3.000 kr.
Et gammelt kolonihavehus, der mest af alt mindede om en mørk sauna, fik nyt liv med skønne, grønne nuancer, planter og en flot hylde, der slår stemningen an.
FØR Mørk sauna og ingen stemning. Køkkenet i Birgittes kolonihavehus manglede sammenhæng og hygge.

EFTER Birgitte drømte om et kolonihavehus, hvor hun kunne fornemme naturen udenfor i indretningen. Men i det lille hun overtog, var der et helt nyt køkken og en meget markant trævæg, der mere ledte tankerne i retning af en gammel, mørk sauna i stedet for den hyggelige, sommerlige stemning, Birgitte havde forestillet sig.
Løsningen er uden tvivl farver, mener Bolig Magasinets stylist Sidsel Zachariassen, der ved, hvor meget de rette nuancer kan forandre et rums udtryk. Hun valgte en sart grøn til den ene væg, mens lofter og vinduesrammer bliver holdt hvide, så køkkenet stadig fremstår roligt og enkelt.
Desuden var rummet præget af et vitrineskab, hvis moderne linjer og tydelige metalbeslag ikke passede ind i husets kolonihavestil. Her foreslår Sidsel en hylde som et nemt, men centralt diy-projekt til det nye køkken. Hylden er malet i en mørkere grøn nuance, og med krydderurter og velvalgte nipsdetaljer, der har et enkelt look, giver den nu masser af stemning til det lille hus. Og den nyslåede kolonihavehusejer er vild med de grønne nuancer: „Jeg havde ikke selv fundet på at male væggen grøn – jeg havde sandsynligvis valgt at male det hele hvidt. Hylden kan jeg virkelig godt lide, da den har noget primitivt og hyggeligt over sig,“ siger Birgitte om sit nye ‘naturkøkken’.

Hylden er skræddersyet til det lille køkken og giver en både hyggelig og enkel stil. Mere minimalistiske potter og pynteting sikrer de rene linjer.
Grønne nuancer, botaniske print og enkle linjer giver en hyggelig, men stadig moderne stil i det lille kolonihavehus. Og grøftekantsinspirerede blomster og naturmaterialer minder om de grønne omgivelser, der er lige uden for vinduerne. Væggen er malet med farven S 2010-G10Y, mens hylden er malet med S 5010-G10Y. Begge er fra Dyrup.

REGNING: Maling (Dyrup) 950 kr.
Mdf (Silvan) 300 kr.
Vase, 20 cm (Bloomingville) 119 kr.
Vase, 25 cm (Bloomingville) 139kr.
Stålkasser (Ikea) 169 kr.
2 rammer (Ikea) 58 kr.
Tæppe, 80 x 150 cm (Ikea) 179 kr.
2 Postkort (Pernille Folcarelli) 80 kr.
Knage (Kähler) 99 kr.
Krukker, 2 stk. (Hay) 178 kr.
Skærebræt, lille (Nicolas Vahé) 100 kr.
Skærebræt, højt (loppefund) 25 kr.
Flise m. badehus, 15 x 15 cm (SeasonsbySidselZ) 240 kr.
Dåser 200 kr.
Viskestykke (SeasonsbySidselZ) 100 kr.
I alt: 2.936 kr.
