Minimalistens enkle walk-in-closet
For Camilla Nivaro var målet et enkelt, stilrent walk-in-closet med en hvid skabsvæg og plads til egen stylingzone, masser af makeup og tøsetid – uden at det blev for feminint for hendes bedre halvdel.
Brug knager til at vise din stil
“Vi har valgt nogle helt enkle knager i rustfrit stål af Arne Jacobsen for Vola. De hverken larmer eller prøver at stjæle din opmærksomhed, men går elegant i ét med væggen og matcher stilen i vores hjem."
"På knagerne hænger de tasker, jeg bruger mest. Det er praktisk, for jeg skifter taske fra dag til dag, men jeg nyder også at se på dem, når de ikke bliver brugt. Jeg bruger samtidig knagerne til at sammensætte nye outfits og hænge mit tøj klar til næste dag, så jeg undgår en tøjkrise.”
Enkle, fine knager fra Vola med tasker fra blandt andet Chanel og Bottega Veneta.

Understreg looket med en farve
“Mal kanten omkring vinduet – det giver et touch af farve, uden at indtrykket bliver for voldsomt. Vi bor ud til havet, og den havblå minder om Øresund om efteråret. Den kølige farve passer fint til vores enkle, nordiske indretning, hvor vi har en del mahogni, cognacfarvet læder, marmor og rustfrit stål."
"Faktisk havde jeg først malet lysningen lyserød, men det blev alt for tøset. Den farvede detalje indrammer makeupbordet, så det næsten føles, som om jeg træder ind i mit eget lille rum, når jeg sidder her.”
Produkter fra Balmain og taske fra YSL.

Gør det let at holde orden
“Dedikér dine skuffer til forskellige formål. Min kæreste og jeg kan lide det minimalistiske look, derfor tænker vi meget over opbevaring af alle de ting, vi ikke vil have fremme. Men det skal samtidig være praktisk."
"I øverste skuffe har jeg al min makeup. Det meste er smukt, men stod det hele fremme, ville det forstyrre mit øje og den ro, jeg ønsker i min indretning. I skuffen har jeg også et bedre overblik. På samme måde er det med mine smykker, hvor jeg har valgt at lægge de smykker, jeg bruger mest, på display.”
Elsker du et roligt look? Gå efter masser af opbevaring, og udstil kun de smukkeste ting. Skab fra Invita og smykkeskrin fra Zara.

Udnyt vindueskarmen til makeupbord
“Jeg har altid drømt om et sted, hvor jeg kunne sidde og smukkesere mig. Derfor har vi udnyttet vinduet i vores walk-in-closet til en lille sminkekarnap. Jeg nyder at have mit eget sted, hvor jeg kan sidde i fred og gøre mig klar med musik og en kop te – eller vin, hvis det er en festlig aften – uden der kommer en, der lige skal børste tænder.”
Vinduet i Camillas walk-in-closet er udnyttet til et fint makeupbord med en marmorplade fra Borderstone. Modsat er en enkel, hvid skabsvæg fra Invita med masser af opbevaring. Stolen er arvet, mens bordlampen er fra Flos.
Camilla Nivaro er 35 år, tidligere redaktionschef på Costume og Bolig Magasinet og nu på barsel. Hun bor sammen med Martin Albér Holm. deres fælles søn Cecil, 1 år, og Martins to børn, Erica, 12 år, og Emilio 9 år - og hunden Iggy Pup. Familien bor i et 130 kvadratmeter klyngehus i Charlottenlund.
