Mit livs fund er et ægte Kinderæg

Mune Ditte Lawaetz Veilberg elsker ting, som overrasker ved at have en ekstra dimension. Se hvilke ekstra dimensioner det smarte opbevaringsmøbel har og hvorfor Mune kalder sit livs fund for et ægte Kinderæg her.

© Everclassic.com

Mune Ditte Lawaetz Veilberg, 44 år, bor med sin kæreste i lejlighed ved Lille Trianglen, Østerbro. Hun trækker i sit daglige virke på erfaringer fra en lang kreativ løbebane (grafik, guldsmedarbejde, møbeldesign, boligindretning, konservering af malerier mv.)

Mune har forretningen EPOKERUM på Jagtvej nr. 19, som har eksisteret siden 2013. Butikken sælger nænsomt udvalgt vintage interiør, hvoraf noget opdateres og bliver til unika produkter samt egne producerede smykker.

Hun nyder at blande det klassiske med det skæve for at skabe et personligt og vedkommende udtryk. Og finder lige nu stor inspiration i kontrasterne mellem tidens boligtrends og kunsten at forene dem. Det kan eksempelvis være 20-30'ernes Art deco, 50'ernes Mad Men stil , 60-70'ernes klassisk/retro stil og 80-90'ernes high tech og klare farver.

Mune har mange fund hun glædes ved, men har valgt at fremhæve sin indbygningsseng i teak og rørflet, som hun fandt på et loppemarked til en rørende penge.

"Jeg elsker ting, som overrasker ved at have en ekstra dimension. Min nedklappelige gæsteseng med indbygget natlampe er både smuk, pladsbesparrende og skjuler madrassen på en gang - et ægte Kinderæg" ;-).

Hvem som er ophavsmanden er uvis, men for hende er det heller ikke så væsentligt. Det der betyder noget er, at det er godt design, hvor formgivning og funktionalitet går op i en højere enhed.

Netop interessen for godt gennemtænkt design som samtidig derved minimere produktionen af junk i vores brug-og smid-væk kultur var årsagen til Mune i sin tid valgte at studere møbel/industriel design. Og jo også grunden til hun har den butik hun har idag, hvor gedigent brugt og smukt design får endnu en chance i nye rammer i en ny tid.

Bolig Magasinets skribent, Rasmus Warnke Nørregaard, er direktør for Everclassic.com . Her kan du gå ind og købe og sælge kunst, møbler og design.