Muller Van Severen lancerer tæppekollektion i samarbejde med Kvadrat
Den belgiske designduo står foruden tidens mest populære lampe også bag designs for både Hay og Valerie Objects. Nu er de klar med en dugfrisk kollektion af vamsede gulvtæpper, som fås i så mange farver, at du garanteret kan finde en yndlings.

Muller Van Severen, der består af parret Fien Muller and Hannes Van Severen, har slået pjalterne sammen med det danske tekstilbrand Kvadrat.
Sammen har de lavet en tæppekollektion bestående af to forskellige designs: 'March' og 'July'.
Begge designs er inspireret af fårs pels - men på to forskellige tidspunkter af året.
Mens 'March'-tæppet er inspireret af fårenes lange, krøllede og utæmmede pels, som den er lige inden, de klippes, så er 'July'-tæppet inspireret af deres korte, trimmede pels, som den er i højsommeren efter klipningen.
Utæmmet eller tæmmet regnbue
Begge tæppedesigns fås i ni forskellige farver, hvoraf fem neutrale nuancer - Wool White, Pebble, Stone, Almond og Mouse - er fælles for begge designs.
Derudover kan du få 'March' i farverne Butter, Peach, Forget-me-not og Dark Brown, mens du kan få 'July' i Brick, Indigo, Peacock og Charcoal.
Tanken bag farverne er, at de skal kunne fremkalde forskellige følelser og minder hos dem, der ser dem.
Farven 'Peach' vækker fx særlige følelser hos designerne selv:
"Når jeg ser denne farve, tænker jeg på de somre, jeg har tilbragt i Toscana som barn, solen, der falder på gamle vægge og aftenlyset i Sienna... den fremkalder en meget håbefuld, varm og positiv følelse," lyder det i pressemeddelelsen.
Begge designs måler 300x400 cm og kan købes på Kvadrat.dk.