Ny stilren og multifunktionel bænk fra By Klip Klap
Møbeldesigneren Charlotte Høncke har designet en smart bænk for By Klip Klap, der kan bruges på mange måder i både entreen, soveværelset og stuen.
KK Bench fra By Klip Klap
Vi er ret vilde med møbler, der kan bruges på mange måder og i forskellige sammenhænge, og det er lige præcis idéen bag den nye KK Bench fra By Klip Klap, der med et snuptag får en helt ny funktion. Bænken har samme multifunktionelle detaljer som daybed’en, her kan du blot i stedet flytte puden og bruge bænken som bord.
Smart bænk med flere funktioner
”Med den måde vi bor og lever på i dag, giver det enorm god mening for forbrugeren at gå efter møbler med flere funktoner – som fx KK Bench, hvor bænken bliver til et bord ved at fjerne puden. Det giver samtidig møblerne en lang levetid, at de kan bruges i forskellige rum på flere måder,” forklarer møbeldesigner Charlotte Høncke.
KK Bench i forskellige farver
Bænken kan bruges for enden af sengen i soveværelset, som bænk med et spejl over i entréen eller som et sofabord i den lille bolig. Bænken fås både i sortlakeret og olieret eg og puden fås i forskellige farver.
Bænk, ’KK Bench’, h 45 x b 100 x d 40 cm, 7.000 kr., By Klip Klap.