Nyt liv på badeværelset for kun 3.000 kr.
Et gult og gammelt badeværelse blev forvandlet til et roligt rum med eksklusiv grå og et miks af forskellige gyldne toner. Her er brugt både sølv, kobber og messing, hvilket giver et smukt spil.
Malene og hendes familie flyttede i efteråret ind i et hus, hvor der skulle gøres en del. På husets førstesal var der et lille badeværelse med skrå vægge og en lysegul træbeklædning. Malene var lidt i tvivl om, hvad hun skulle gøre ved badeværelset, så hun skrev ind til Bolig Magasinet, og stylist Sidsel Zachariassen rykkede ud – med nye farver og en helt ny stil under armen.
Sidsel foreslog først og fremmest, at den gule farve blev malet over med en varm grå, da det ville spille godt sammen med bordpladen, som er laminat med marmor-struktur. En liste, som skjuler den grimme, slidte bordplade, blev ligeledes malet grå og sat op.
Det oprindelige spejl, lamperne og hylden blev taget ned, og i stedet valgte Sidsel en hyggelig lampe, som hænger ned fra loftet og giver et blødt lys. Hele bagvæggen blev fyldt ud med spejle, som giver liv og spil til væggen og nærmest er en hel dekoration i sig selv. Funktionaliteten kan måske ryge lidt med sådan en spejlløsning, men i dette tilfælde er det helt okay, da parret har et godt badeværelse nedenunder og derfor ikke skal lægge makeup, barbere sig og lignende i dette rum. For at skabe et mere roligt og harmonisk udtryk valgte Sidsel også at hænge et forhæng op under bordpladen, så det virker mere blødt. Sammen med fine krystalglas og mikset af tilbehør i både sølv, guld og kobber er badeværelset nu et hyggeligt og rart sted at være.
Malene er allermest glad for løsningen med alle spejlene på endevæggen.
„Jeg havde ikke selv fundet på det, men kan godt se, at det er meget bedre og giver meget mere til rummets indretning end et stort, kedeligt spejl.“
Regning:
Maling 500 kr.
Stof 150 kr.
Lampe 1.195 kr.
Spejle, sekskantede, 4 stk. 400 kr.
Spejl, til DIY 49 kr.
Træliste, mdf-plade 50 kr.
Spejl 15 kr.
Spray og bladmetal 210 kr.
Håndklædeholder 249 kr.
Hyacintglas, 2 stk. 98 kr.
Krystalglas, 80 kr. pr. stk. 240 kr.
Væglysestage 40 kr.
Håndklæde 40 kr.
Fyrfadsstage i glas 25 kr.
Gammelt spejl 25 kr.
I alt: 3.296 kr.

Før billede
Familiens badeværelse på første sal trængte i den grad til en kærlig hånd og en decideret stil.

Den hyggelige stemning på det nye badeværelse understøttes af levende lys i fine stager og blomster og grene i vaser. Fyrfadsstagen er fra H&M Home, mens krystalglasset med blomster i er fra Spigelau. Hyacint-vaserne er fra House Doctor. På væggen hænger en fyrfadsstage fra H&M Home og spejle fra Broste Copenhagen.

TIP Det er nemt at sy et forhæng, som kan skjule rør eller rod. Lav en løbegang foroven, og træk en gardinspiral igennem. Husk at strække den godt ud, så forhænget ikke kommer til at hænge.

Det er sjovt at arbejde med metalblade. Det kræver måske lidt øvelse, men giver en smuk effekt. Her er et kedeligt spejl belagt med sølvblade. Selve spejlet er fra Ikea, og metalbladene fås for eksempel i Panduro Hobby.
