Origami med et dansk aftryk

Han skulle bruge en lampe til sine pigers værelse men kunne ikke finde den helt rigtige. Det ene tog det andet, og pludselig havde Morten Droob et lampefirma.

2. april 2015 af Lasse Schelbeck

Med inspiration fra den gamle japanske foldekunst, origami, skaber Morten Droob skønne foldede lamper i sit firma Droobski. Men hvordan kommer man i gang med sit eget firma, hvor får man inspirationen fra, og hvilke ting er der i støbeskeen? Det tog vi en snak med Morten om.

HVORDAN FIK DU IDEEN TIL AT STARTE DROOBSKI OP?

Jeg skulle bruge en lampe til mine pigers værelse og vidste ikke helt, hvilken det skulle være. Jeg havde set på andre foldelamper og tænkte, at det måske var på tide at finde mine gamle foldefærdigheder frem igen, efter at de havde ligget lidt stille nogle år. Efterhånden tog folderiet lidt om sig, og de modeller jeg kom frem til begyndte mere og mere at ligne noget, jeg kunne bruge på værelset og som andre endda også kunne være interesserede i. Så jeg fik oprettet cvr-nummer, sendte pressemeddelelser ud til magasinerne og kontaktede de lokale designbutikker. Og vupti – så var Droobski en realitet.

HVOR KOMMER INSPIRATIONEN FRA?

Jeg bliver meget inspireret af de ting jeg ser i hverdagen; et smukt træ, en flot stol, et foto på Instagram. Og så er det sjovt at se, hvordan en fold helt kan ændre udtryk, når den bliver brugt anderledes. Jeg får meget inspiration af at have papiret mellem hænderne og lade materialet udtrykke sig selv. 

HVOR LANG TID TAGER DET AT FOLDE EN LAMPE?

Det tager omtrent en times tid at lave en lampe, alt efter hvilken model det er. Jeg forbereder kartonet ved at ridse foldemønstret en fjerdedel igennem materialet på bagsiden. På den måde får man en helt skarp foldekant. Så skærer jeg omridset af kartonet ud og folder løs. Når lampen er foldet færdig, laver jeg huller til snoren i toppen, folder arket ud igen til et fladt stykke karton og limer den sammen i enderne. Materialet “husker” folderne, og når limen er tørret, folder jeg den sammen igen og monterer snoren i toppen og afslutter med en dobbeltslået abehåndsknude for at give den det sidste finish.

HVORDAN HAR FOLK TAGET IMOD LAMPERNE?

Generelt er der blevet taget virkelig fint mod mine lamper. Jeg har kunnet mærke stor respekt for, at det er håndlavede produkter, der er produceret lokalt og i bæredygtige materialer. Det, at alt karton er FSC-certificeret, og at jeg donerer 15 kr. pr. lampe til Læger uden Grænser, synes folk er helt på toppen. 

Desuden har pressen været meget åbne over for at tage imod et nyt ukendt brand som Droobski jo er. Det giver absolut blod på tanden til at lave mere, når man får positiv respons.

ER DER NYE, SPÆNDENEDE TING I STØBESKEEN?

Indtil videre har jeg primært arbejdet i skarpe lige folder, der giver et grafisk udtryk, men jeg er for nyligt begyndt at arbejde med bløde folder, hvilket giver et mere organisk udtryk.

En bordlampe og en standerlampe er under udvikling, og jeg arbejder også med at folde i andre mere bestandige materialer end karton. For eksempel er min nyeste model Jewel foldet af Tyvek, der er et ekstremt robust materiale. Det er ikke til at rive over, gulner ikke med tiden og er vand- og varmebestandigt. Det er superspændende at se, hvad fremtiden bringer af nye samarbejdspartnere og nye designs.

Se Morten Droobs kreationer hos Designfund.dk

 

Andre læsere kan også lide...

Seneste

Måske er du interesseret i ...