Pinterest dømmer de senere års altoverskyggende boligtrend for ude i 2021
Her er erstatningen, vi vil komme til at satse meget mere på i fremtiden, spår den globale inspirations-database.
Skulle du udfærdige en liste over elementer, dit ultimative drømmehjem skal indeholde, så er oddsne for, at køkken-alrum eller et stort familierum er blandt dem, ret store.
De seneste årtier er de store rum med flere funktioner blevet et af de mest populære ønsker for boligen. Tænd for et hvilket som helst boligprogram med en snert af renovering over sig eller tag et kig på før og efter billeder i Bolig Magasinet og du vil se, at det er sandt.
Åbne rum og langstrakte vidder er i høj kurs!
Men ifølge Pinterest begynder vores længsel efter at lukke en dør at kunne ses i de søgninger, vi foretager os på det sociale medie.
Det oplyser Pinterest i deres årlige trendrapport baseret på det seneste års søgninger. Ét af punkterne har fået navnet "Flere døre".
LÆS OGSÅ Guide til Danmarks fedeste køkkener
Her er blandt andet "computer-spillerum" og "moderne bryggers" steget med hhv 600 og 200 procent, mens "bogreol-rumdeler" er steget med 150 procent.
Konklusionen fra Pinterest lyder, at vi i højere grad søger inspiration til specialiserede rum frem for de store alt i ét-rum.
Og mon ikke globale lock down-tilstande og uventet meget hjemmetid har virket som katalysator for den øgede interesse for mere lukkede planløsninger?
2020 har for alvor sat funktionaliteten i vores hjem under lup og mange har benyttet året til at lave om.
Måske du også kan skrive under på den øgede forandringstrang efter en hel del tid derhjemme? Vi kan i hvert fald.
PSSST! Abonner på Bolig Magasinets nyhedsbrev, hvis du ikke vil gå glip af opdateringer om de nyeste trends, DIY-guides og inspirerende boliger.