Sådan bruger du en af årets farver for 2020
Få tips, og se en af farverne for næste år, der hylder den skandinaviske sommer på sin helt egen måde.
Som det hører efteråret til, har mange allerede løftet sløret for deres bud på årets farve for 2020. Hvor der sidste år var et overordnet fokus på dybe og mørke farver, er det i år de mere afdæmpede nuancer, der er i spil.
Det er også tilfældet for Beckers, der med deres bud på årets farve for 2020 inviterer den skandinaviske sommerhimmel helt ind hjemmet med den nye Midsommarnatt 756 – en frisk, blå nuance, som på fineste vis skaber et let og og mildt udtryk.
Selvom farverne næste år spås til at gå i en mere let retning, end hvad vi ellers har set de sidste par sæsoner, betyder det ikke, at det er slut med at lege med farver i dit hjem – tværtimod! Beckers nye, blå farve vil med sit lyse og luftige udtryk kunne bruges på mange forskellige måder.
Byd Vesterhavet indenfor
Lad dig for eksempel inspirere af Vesterhavets smukke strande ved at bruge Midsommarnatt 756 med accentfarver i sand og og lysebrune nuancer. Indret dig hertil med elementer i flet og hør for at skabe en hyggelig kontrast til den lyseblå himmelfarve. Brug pampas og tørrede blomster for at give et hint til de smukke, vestjyske heder – det vil give dig en følelse af ro og velvære året rundt.
Tip: Skab et diskret blikfang med den fine, lyse Papier-Mache 843, der tilfører en flot søjleeffekt på væggen.
Skab et twist af 70'erne
Eller tag udgangspunkt i 70'erne, der så småt gør sit indtog i indretningen igen, og find inspiration fra årtiets ikoniske farvepalette. Her vil Midsommarnatt 756 være et oplagt valg at mikse med brune nuancer, der skaber en varm kontrast til den lyse blå. Fremhæv den brune accent ved at indrette med detaljer i keramik og terracotta, der ligeledes sætter en streg under 70'er referencerne.
Find endnu mere inspiration til dit hjem, og se flere smukke farver ved at besøge beckers.dk, hvor du finder alt fra indendørs- og udendørsmaling til træbeskyttelse og trendfarver.