Sådan får du en feminin stil i dit hjem
En eklektisk indretning med arvestykker, tapeter og loppefund er opskriften på personlig stil, hvis du spørger Cæcilia Lindhardt.
HER BOR
Cæcilia (37) indretningskonsulent i eget firma, Norrman & Lindhardt, hendes mand og tre børn.
BOLIGEN
Et 200 kvadratmeter stort hus i Charlottenlund.
LÆS MERE
Følg Cæcilia på Instagram på @ladylindhardt og @norrmanlindhardt.
IDÈ 1
Skab stemning med tapet
Vi har lavet et stort walk-in-skab i vores kælder ved at stille en række klædeskabe ud fra væggen for at opdele rummet i to og dermed også skabe en mere privat omklædning. Skabene har vi beklædt med kraftigt tekstiltapet og nye greb for at gøre udtrykket mere eksklusivt og personligt. Min mand faldt for et palmetapet for over 10 år siden, så han er lykkelig over endelig at have fået sit tapet. Jeg er helt vild med den douce farve, der giver en fin ro i rummet.
BIllede:
Skabe fra Ikea, Arte-tapet fra Tapetforum og greb fra Zara Home. Antikt skab fra Jakarta, hvor parret har boet, gulvtæppe og gardiner fra Ikea. Vasen har været i Cæcilias eje i mange år og er blevet spraymalet sort.

IDÉ 2
Arvestykker giver personlighed
Jeg er vokset op med netop dette spisebord og stolene omkring. Det er helt specielt at sidde rundt om samme bord, som jeg selv har siddet ved, da jeg var barn. Én af de vigtigste ting ved en personlig stil er at bo med ting, som du har haft hele dit liv. Det skaber tryghed, og for mig er et hjem et sted, hvor du bor med dine personlige fortællinger.
Billede:
Spisebord og stolene er arvestykker, skind fra Natures Collection og vase fra den lokale blomsterhandler. Pendlerne har Cæcilia selv lavet ud af klassisk, snoet stofledning og porcelænsfatninger med messing. Billedet er taget af familieven Jasper Carlberg, se Thewallmarket.com.

IDÉ 3
Miks farver & mønstre
Stuen er min Klondike-sammensætning af møbler, som jeg har forelsket mig i på loppemarkeder og Lauritz.com. Her har jeg arbejdet med vægfarver, puder, gulvtæpper, blomster og betrækket på sofaen, som jeg en gang imellem skifter for at få lidt forandring. Lige nu har jeg valgt et betræk i blomstret velour for at få et mere feminint forårslook.
Billede:
Sengen er et loppefund med betræk fra Stof & Stil. Bordet er købt i Jakarta, mens puder, stage og vase er fra Ikea. Stolen er fra Casa Shop og spejlet fra Lauritz.com.

IDÉ 4
Vælg køkken med hjertet
Vores køkken hænger sammen med spisepladsen, hvor jeg har et stort marmorbord stående. For at de to rum harmonerer har jeg også valgt marmor i køkkenet. De små marmor fliser giver mere liv, end hvis jeg havde valgt store plader. Men ikke alt er nyt. For er der en ting, du kan skabe personlighed med, er det planter. Den store plante fik min mor af sin mor, da jeg var 16 år, og nu står den hos os.
Billede:
Ikea-køkken med fliser fra Mosaikhjørnet, armatur fra Newform, greb fra Superfront og lampe fra La Lampe Gras. Barstolene er fra Cæcilias far, som engang producerede dem.
