Sådan finder du din stil - trin for trin
Synes du, at det er svært at finde din stil? Og endnu sværere at vælge imellem de mange forskellige trends og look, du synes er flotte? Bolig Magasinets stylist, Julie Løwenstein, guider dig til, hvordan du via fire trin kommer tættere på én sammenhængende og personlig stil.
TRIN 1
Vælg ud
Gennemgå magasiner, Pinterest, Instagram og boligblogs. Markér de sider og steder, som taler til dig. Riv siderne fra magasinet ud, og tag screendumps på din computer, og print dem ud. Det er vigtigt, at du får det ud i hænderne.
TRIN 2
Lav et moodboard
Nu skal du lave et moodboard, men bare rolig! Det kan være både
simpelt og udvidet, så lad dig ikke skræmme, hvis du ikke har prøvet
det før. Tag fat i dine udprint, og hæng dem op på en opslagstavle
eller på væggen med tape. Hvis du er til den udvidede version, så find
også nogle farver, dimser eller noget stof, som tiltaler dig. Uanset
hvilket form for moodboard, du vælger, indikerer det bare en vej at gå. Kig på det og overvej, hvad det er, du godt kan lide ved de ting, du ser foran dig.
**TRIN 3
Stil dig selv disse seks spørgsmål**
Nu er du klar til at svare på følgende seks spørgsmål, som bringer dig tættere på din stil. Husk, at det ikke handler om at kopiere en stil, men at kigge på de ting, du har i forvejen, og derefter overveje, hvad du kan tilføre eller fjerne, for at få den følelse, du gerne vil have i dit hjem.
1. Hvad holder jeg allermest af i mit hjem?
Lav en top-ti-liste, og find ud af, hvilke ting der er et must for dig at beholde. Mærk efter, hvad der giver dig energi at have stående, og hvad der måske ikke betyder så meget mere. Det gælder om at skabe god plads til de allervigtigste ting, fordi de siger noget om dig og din stil.
2. Hvor praktisk skal mit hjem være?
Overvej, hvor du er i dit liv, og om du ser dit hjem i løbende forandring, eller om du ønsker permanente ændringer i din stil. Hvis du har børn, er det en god idé at tage hensyn til praktik i din indretning, men hvis ikke, kan du godt kaste dig ud i en mere sart indretning.
3. Hvor meget tør jeg at lege med farver?
Se, hvad dit moodboard fortæller dig om dine farvepræferencer. Giv ikke op, hvis du ikke finder svarene med det samme, men se det som en kreativ proces.
4. Hvor stort er mit budget til udskiftning af møbler?
Måske drømmer du om at bo med masser af farver, men så har du en dyr, grå sofa, som kun er to år gammel. Husk, at du, i stedet for at investere i en ny sofa, kan tilføre masser af farverige puder eller male væggen bag for at få farver i spil.
5. Har jeg brug for, at rummene skal have flere funktioner? Husk, at et rum sagtens kan have flere funktioner, uden at det ser rodet ud og stritter i forskellige, stilmæssige retninger. Faktisk kan du bruge dine potentielle hjørner til at under- strege det udtryk, du gerne vil have, ved hjælp af små, overraskende elementer, som fx et lille tapet eller en skillevæg.
6. Hvad med kompromiser, hvis vi ikke kan blive enige? Hvis du ikke er alene om at bestemme, hvordan hjemmet skal se ud, så vil du nok opleve, at I ikke altid er enige og derfor går i hårdknude. I sådan et tilfælde kan en løsning være at frede et vist antal ting hver, og så må I acceptere det, den anden har valgt. Fokusér i stedet på de ting, I begge er glade for – og overvej om de store højtalere kunne blive mindre synlige, hvis de stod op af en lækker, grå væg.
Når du har stillet dig selv disse seks spørgsmål, står du med nogle svar, som indikerer, hvor meget eller hvor lidt du skal lave om. Her er det vigtigt at huske, at du ikke må være fastlåst. Hvis du har en kommode, som du elsker, men som bremser resten af indretningen, så kan du blive nødt til at gå på kompromis. Det kan godt kræve eksperthjælp at nå frem til de ting, som forhindrer en sammenhængende stil, men start med at prøve selv.
**TRIN 4
Gør resultatet personligt**
Kig på den stil, du er nået frem til, og overvej så, hvad der ville bryde den eller give den et twist, så den bliver personlig. Måske er det nødvendigt at lave endnu et moodboard, som kan fortælle dig, om du har brug for et gulvtæppe eller nogle puder i bestemte farver. Husk, at det hele ikke behøver at ske på én dag, så lav en ønskeliste med dine drømmeitems, og brug den som retningslinje fremover.
Den farverige stil
Hvis du har en farverig stil, er det nok fordi, at farver gør dig glad, og det skal du lytte til. Men hvis du alligevel synes, at det indimellem kan kamme over og skabe mere kaos end glæde, så tilføj nogle rolige elementer i neutrale farver, der giver harmoni i indretningen. På den måde vil de mange farver også komme mere til sin ret, og stilen fremstår gennemført og personlig frem for tilfældig.
Bænk, ‘CPH Deux 215 Bench’, i dusty grey, h 45 x b 35 x l 140 cm, 3.299 kr., Hay.
Fad, ‘Hover Bowl’, i brunt marmor, dia 21,5 cm, 800 kr., Menu.
Bordlampe, ‘Art Deco’, i messing og matteret glas, h 23,5 x b 23 x d 6 cm, 999 kr., Ellos Home.
Den feminine stil
Den feminine stil kan ofte godt bruge lidt kant, for at det ikke bliver sødt i udtrykket. Bryd derfor de bløde linjer fx med noget sort og grafisk eller noget råt beton – og gerne nogle planter. Det vil få dine ting til at fremstå mere stærkt i rummet.
Skab, ‘Depot‘, h 175 x b 80 x d 40 cm, 11.799 kr., Lene Bjerre.
Pendel, ‘Corbie’, h 38 x dia 20 cm, 899 kr., Ellos Home.
Den minimalistiske stil
Det er oplagt at tilføre den minimalistiske stil lidt farve, hvis du vil gøre den mere personlig. Det kan den sagtens tåle. Tilføj fx en lampe i en klar, flot farve, et print i en smuk nuance, eller mal en stol, og brug den som sengebord. Fokusér på de små ting, der bryder de store, rene linjer, og gør det til din stil ved at bruge farver og materialer fra dit moodboard.
Stol, ‘Lean Chair’, h 72 x b 64 cm, 3.995 kr., Woud.
Bakker, sæt med tre størrelser, 349 kr., Malling Living.
Hylde, ‘Muuto folded’, fås i ere størrelser og farver, lille, h 22 x b 50 x d 6,9 cm, 696 kr., Muuto.