Sådan indretter du med skulpturelle vaser
Vi har samlet tre simple tips til, hvordan du bruger vaser i indretningen på en cool og stilfuld måde.
De store, grønne planter er for længst rykket ind i vores hjem, og med den grønne trend er blomsterne også fulgt med. Både friske blomster, tørrede buketter eller en enkel stilk hitter i boligen. Men hvilke vaser skal du vælge, og hvordan bruger du dem i indretningen? Vi har samlet tre simple tips til at indrette personligt og stilfuldt med vaser.
1 Leg med former og farver
Vaser kan sætte prikken over i’et i enhver bolig. Om du er til friske blomster, tørrede eller blot en enkelt dekorativ gren, kan det være netop dén detalje, der giver din indretning liv og personlighed. Brug vasen alene som et skulpturelt objekt eller sammen med blomster, så du har mulighed for at lege med farverne og skifte udtryk efter sæsonens farver.
Gå efter skulpturelle vaser, der både kan fungere som en smuk del af en buket, men også kan bruges alene uden blomster. Leg med former og farver ved at kombinere flere forskellige vaser – gerne i forskellige højder. Det giver et interessant og kreativt udtryk og er nemt at justere efter smag og behag.
*TIP Har du husket mors dag den 10. maj? Send en buket til din mor med hendes yndlingsblomster i en vase, der passer perfekt i formen til netop hendes favoritbuket.*
2 Sæt personligt præg på dine blomster
Overvej hvordan du sammensætter dine blomster. Er du til det mere legesyge udtryk, kan du lade sig inspirere af populære blomsterkunstnere som for eksempel Thilde Maria Haukohl Kristensen, der står bag Poppykalas. Hun arbejder med farverige kombinationer af blomster, som udfordrer den gængse måde at tænke en buket på.
Her skal du ikke være bange for at vove dig ud i vilde blomsterfarver som for eksempel blå og pink. Brug dem gerne sammen med en vase i neutrale farver, så du skaber en fin kontrast til buketten og giver øjet ro.
3 Brug vaser i et stilleben
En fin opstilling af vaser i et stilleben kan være en dekorativ måde at opgradere vindueskarmen eller reolen. Udforsk trenden med tørrede blomster, der giver et stilfuldt udtryk samtidig med, at de er nemme at holde.
For et mere roligt udtryk kan du gå efter pampas-grene i neutrale farver. Hvis du gerne vil have masser af spræl og liv, er de mange forskellige indfarvede blomster et hit og giver et mere eklektisk udtryk.
Brug gerne vaser med smukke organiske former, der kan fungere som en dekoration i sig selv, så du ikke er afhængig af at have blomster. Kähler har netop lanceret serien Kontur, der med sine naturlige former og afdæmpede farver matcher tidens spraglede buketter smukt samtidig med at de er en skulptur i sig selv.