Sådan skaber du en rustik og hyggelig stemning i spisestuen
Malene Marie Møller fra bloggen Boligcious har malet sit køkken-alrum med en lækker, mørk kalkmaling. Se det skønne resultat her, som lægger op til ultimativ vinterhygge med toscanske vibes.
Med det kolde vejr over os og vinteren lige om hjørnet er der intet som en hyggelig stund inden døre med tændte stearinlys og god stemning. Det kan du hjælpe godt på vej ved at lade dig inspirere af en af tidens mest hypede tendenser - kalkmaling.
I foråret kastede bloggeren og boligstylisten Malene Marie Møller fra bloggen Boligcious sig ud i at male sin repos i en skøn chokolade-nuance fra Jotun Lady Minerals. Det gav hende blod på tanden, og nu har spiseafdelingen i køkken-alrummet også fået en tur med penslen.
Ud fra Jotuns globale farvekort har Malene valgt Lady Minerals i farven 1352 FORM - en mørk, grålig og dyb farve. For at skabe en rå og rustik overflade valgte Malene at bruge en stor, grov pensel, som hun strøg på kryds og tværs henover væggen. Et resultat der emmer af fransk landstil og leder tankerne hen på stemningsfyldte Toscana.
Selvom det kan virke skræmmende at male så stor en flade med så mørk en farve, så skaber det en dybde i rummet, som du ikke får med hvid eller lys maling. Hvis den rå struktur er for meget, kan du også bruge en malerrulle og derved skabe en helt ensartet overflade. Om der er tydelige penselstrøg eller ej, så ligger det stadig op til de hyggeligste stunder omkring spisebordet.
Hvis du går og drømmer om at male en væg eller et helt rum men ikke helt ved, hvilken farve du skal kaste dig ud, så har Jotun netop udviklet en app til mobilen. Her kan du se de nyeste farver og få lækker inspiration til hjemmet.