Sådan går du på loppemarked

Elsker du at gøre unikke fund på loppemarkeder? Vi giver dig her de bedste tips til, hvordan du kan erobre sommerens loppemarkeder.

16. juni 2015 af Louise Foged

1. LÆG EN PLAN HJEMMEFRA

Før du tager hjemmefra er det en god idé at lægge en slagplan for, hvilke ting du egentlig går efter. På den måde vil du formentlig undgå fejlkøb. Lav derfor en liste med de ting, som du gerne vil finde.

LÆS OGSÅ Her er de bedste loppemarkeder i Danmark

2. KOM TIDLIGT

Mange danskere elsker at gå på loppemarked. Også mange professionelle. De ved for det meste lige, hvad de skal gå efter, og spotter hurtigt de gode ting. Derfor er det en god idé at komme tidligt, så du kan få del i genbrugsguldet.

3. HUSK KONTANTER

Vi kender det alle. Du har fundet verdens flotteste ting på loppemarkedet og glemmer så, at du ingen kontanter har med. Husk at hæve kontanter, så du ikke går tomhændet. Hvis du alligevel skulle have glemt det, er der efterhånden (heldigvis) mange sælgere, der modtager Mobilepay.

4. HAV EN BÆREPOSE ELLER ET NET MED

Husk at medbringe noget, som du kan bære alle dine loppefund hjem i. Tag net eller poser med, så du har hænderne fri til at finde mere loppeguld.

5. UNDERSØG VARENS STAND

Når du går på loppemarked er tingene ofte brugt, så husk at undersøge dine varer grundigt inden du køber dem. Det kunne jo være, at din nye favorit keramik kop havde et skår allerede inden du købte den.

psst. Hvis varen har en mindre skade, som du godt kan leve med kan du sagtens prøve at "prutte om prisen".  

6. (NÆSTEN) INGEN TID TIL OVERVEJELSER

Nogle gange er det med at slå til, når man enten ser noget helt unikt eller falder over et godt tilbud. På loppemarkedet er der oftest ikke tid til for mange overvejelser, før andre måske har snuppet det, som du havde udset dig. 

7. DET ER OK AT "PRUTTE OM PRISEN"

Når du går på loppemarked er det for at handle. Som udgangspunkt er den første pris, som sælger tilbyder altid til forhandling. Derfor er det ok at "prutte om prisen". Det bedste råd er at prøve dig lidt frem, men husk at det bedste køb er når både sælger og køber har en god fornemmelse i maven.

8. SPILD IKKE TIDEN I HOTDOGBODEN

Et måske lidt overset råd er at have mad og drikke med hjemmefra. Især drikke kan være vigtigt på en varm sommerdag med mange mennesker. På den måde går du heller ikke glip af de gode fund og kan bruge penge, som ellers skulle være gået til mad, på smukke ting. 

9. TAG EN VENINDE MED

Det er altid rart at have nogen med på loppemarked. Især for selskabets skyld, men det er også rart med en "second opinion" omkring, det som du er faldet for. Din veninde kan stille de kritiske spørgsmål, der gør at du får det helt rigtige med hjem.

10. ALTERNATIV STRATEGI

En alternativ strategi når du går på loppemarked er at lige gå en sidste runde inden boderne lukker. Eller at ankomme den sidste time inden loppemarkedet lukker. Her er sælgerne lidt mere tilbøjelige til at gå ned i pris, fordi de ikke gider pakke alle tingene ned igen. Det er et sats og det kræver is i maven, men her kan gøres nogle rigtige gode fund. 

Andre læsere kan også lide...

Seneste

Måske er du interesseret i ...