Sådan maler du dit trægulv i 5 nemme trin

Et trist trægulv kan få et helt nyt liv ved at blive malet. Læs guiden til, hvordan du maler dit gamle trægulv, så du får det bedste resultat.

Male trægulv
© Getty Images

Sådan maler du dit trægulv - i 5 simple trin

1 Ubehandlede gulve grundes med grunder eller fortyndet maling.

Er gulvet tidligere behandlet, men har nedslidte og bare pletter, skal disse også grundes. Lad gulvet tørre, og så er du klar til at svinge malerpenslen!

2 Start med at male langs kanterne med en pensel, så der ikke kommer maling på fodpanelerne eller stænk på væggen.

3 Mal resten af gulvet med enten en flad, korthåret pensel eller en malerulle.

Fordel malingen i et jævnt lag ved at rulle en halv rulles bredde ind på den foregående stribe.

4 Når hele gulvet er malet og malingen er tør, slibes gulves med fint sandpapir for at fjerne fiberrejsning.

5 Støvsug gulvet frit for støv og mal andet lag maling efter samme fremgangsmåde som første lag.

Husk at tage højde for tørretider. Læs på bøtten. Det varierer fra mærke til mærke og det er vigtigt at følge anvisningerne, så malingen når at hærde ordentligt.

Når gulvet er helt tørt efter andet lag kan du vurdere om du er tilfreds med resultatet og nu er færdig eller om der skal et tredje lag til.

PSSST Vi behøver vel ikke at nævne, at du skal starte længst væk fra udgangen, så du ikke maler dig inde?

Male trægulv
© Getty Images

Tjek om dit behandlede trægulv kan males over

Hvis du er i tvivl om, om du kan male på dit gulv, der tidligere er blevet behandlet, kan du male en prøve bag en dør eller i et mørkt hjørne.

Lad malingen tørre, og når den er hærdet, sætter du et kraftigt stykke tape på malingen og river det af igen med et snuptag.

Løsner malingen sig, er den ikke foreneligt med det, der er blevet brugt tidligere, eller også er det fordi forarbejdet ikke er blevet gjort ordentligt.

Hvis malingen 'kryber' eller laver 'sildeøjne', når du har malet, er det ofte, fordi du ikke har fået slebet eller rengjort gulvet grundigt nok.

TIP Er dit gulv meget slidt? Vælg en halvblank maling i stedet for højglans - det skjuler sprækker og ujævnheder bedre!