Sandheden om dit støv: Derfor skal du støvsuge mindst én gang om ugen
Mange af os har det med at finde på undskyldninger for, hvorfor vi godt liiige kan udskyde rengøringen lidt. Men her er undskyldningen, der kan motivere dig til at få det gjort!
Støv er ikke bare skidt og tekstilpartikler, der samler sig og bliver til nullermænd i hjørnerne og giver matte overflader rundt omkring i hjemmet.
Støv er klammere end det.
Støv er en blanding af døde hudceller, støvmider og deres afføring, tekstilfibre, pollen, brændte partikler fra atmosfæren og endnu flere uappetitlige sager, du formentlig ikke er vild efter at have meget af i dit hjem.
Men hvad værre er, så er støv også en samling af nogle af de giftige kemikalier, mange af os forsøger at undgå i sundhedens, reproduktionens og helbredets navn.
De gifte kemikalier, hvis negative konsekvenser vi allerede er blevet tudet ørene fulde af, har en fest, når det gælder støv.
Selvom du måske holder dig til aluminiumsfri deodorant og shampoo uden parfume, så findes mange af de skadelige stoffer alligevel i vores hjem. De kommer fra ældre byggematerialer, elektronik, maling osv. og udgør en kræftrisiko og kan påvirke fertiliteten.
Mange gange er det kemikalier, der er tilført produkterne, for at mindske risikoen for ildebrand – såkaldte flammehæmmende midler, som fx findes i skumgummi i sofaer, og som gør, at den ikke går op i brand ved et sekundkort møde med en flamme fra et stearinlys.
I en dansk undersøgelse fra 2008 blev ftalaten DEHP fundet i alle prøver taget i danske hjem, mens ftalaterne DiBP og BBP blev fundet i 75 procent af prøverne. Det fremgår af et faktaark om kemikalier i støv og indeluft fra Miljøstyrelsen.
En anden undersøgelse fra 2016 viste, at i alt 45 forskellige kemikalier blev identificeret i støvet i amerikanske hjem. Heraf blandt andet ftalater, fenoler og flourholdige kemikalier.
Og da vi i Danmark opholder os indendørs 80-90 procent af tiden, er det værd at gøre et stort nummer ud af at mindske støvet derhjemme, hvor vi i gennemsnit opholder os 16 timer om dagen, ifølge Politiken.dk.
Har du et lille barn, så giver det endnu mere mening, at gå hårdt til værks. De er nemlig i øget risiko, da de ofte leger rundt på gulvet og i højere grad får støvet i munden, når de sutter på fingrene uden overvejelse.
PSSST Se, hvordan du bedst opbevarer dit vasketøj med de perfekte vasketøjskurve
Sådan mindsker du støvet derhjemme
- Støvsug som en tommelfingerregel mindst en gange om ugen - gerne flere.
- Støvsugere med et såkaldt HEPA-filter er mest effektive, da filtret opsamler de små partikler, som kemikalierne kan være bundet til.
- Støv lægger sig også i vindueskarme, på hylder og skabe. Her er det vigtigt at tørre af med en klud.
- Glem ikke mindre oplagte ting som elpærer, planter, sofaen og øverst på dørkarmen.
- Minimer antallet af nipsting, der kan stå og samle støv.
- Saml småting i kasser med låg.
- Anskaf dig eventuelt tæpper af den slags, der er nemme at støvsuge - ikke for langhårede.
- Vask hænder ofte, så støvet ikke sidder her og senere ender i din mund
Kilder: Forbrugerrådet Tænk, Apartment Therapy