Se de første officielle billeder af IKEAs nye samarbejde med Tom Dixon
Du kender ham nok bedst for hans store kobberpendler, men Dixon kan også lave mere budgetvenlige ting.
Den britiske designer Tom Dixon er nok mest kendt for sine kobberpendler og messinglamper og -lysestager. Men i samarbejde med Ikea lancerer han til foråret en sofakollektion med navnet Delaktig.
Kollektionen vil være en del af det svenske møbelhus' soritment over en længere periode og vil løbende blive suppleret med nye elementer.
Byg-selv-sofa
Udgangspunktet er sofamoduler, der kan sættes sammen på kryds og tværs, og inspirationen har Tom Dixon fundet i den store trend med Ikea-hacks, som vi også har skrevet en del om her på sitet.
- Da samarbejdet med IKEA i sin tid begyndte, blev jeg opmærksom på den kultur, der er opstået omkring “IKEA hacks”. De personer, der gør IKEA produkter til noget nyt, var derfor en stor inspiration for mig, og da jeg efterfølgende så de studerendes idéer, opdagede jeg potentialet i at lave en open source platform, der kan formes efter behov, siger Tom Dixon i en pressemeddelelse Ikea sendte ud 7. december omkring samarbejdet.
Som en del af designprocessen inviterede Tom Dixon 75 designstuderende fra henholdsvis The Royal College of Art i London, Musashino Art University i Tokyo og Parsons School of Design in New York til at deltage i idéudviklingen af DELAKTIG. Det gav Dixon og resten af designteamet hos IKEA mulighed for, at se helt nye løsninger og kombinationer i opbygningen af den ellers simple aluminiumssofa.
Resultatet er en simpel sofa, der kan sammensættes, som det passer dig bedst og efterfølgende justeres og suppleres op med yderligere elementer som eksempelvis et ryglæn, endnu et armlæn eller en lampe.
Som en del af samarbejdet vil den britiske designer også selv lancere tilbehør til kollektionen under eget navn, ligesom IKEA også lancerer Delaktig-nyheder i 2019.
Kollektionen kommer i butikkerne i februar.
Priserne strækker sig fra 450 for et armlæn til 2.899 kr. for en sofaunderdel.